.jpg%3F2026-07-06T09%253A23%253A29.429Z&w=3840&q=75)
Teis Markfoged
Kvistgaarden bøvlede med skade: Det var ikke en sjov opstart
Mathias Kvistgaardens optakt blev forpurret af en skade, og det frustrerede den unge angriber, som nu er tilbage i fuldt vigør.

21-årige Mathias Kvistgaarden var fast mand i Brøndby IFs startopstilling i efterårssæsonen, men så ramte vi januar 2024 og den unge angriber fik ødelagt sin opstart af en baglårsskade, som holdt ham ude. Det betød også, at han ikke var i spil mod FC Midtjylland og måtte starte på bænken mod OB.
- Der er ikke nogen tvivl om, at det har ikke været en sjov opstart overhovedet. Det er aldrig sjovt at være ude med en skade. Så det har været lidt op ad bakke, som man siger, lød det fra Kvistgaarden i mixed zone i Viborg efter 2-1-sejren.
- Så jeg har været irriteret, men har formået at holde hovedet koldt og har beholdt smilet på læberne. Det har været vigtigt for at skabe den bedste atmosfære omkring mig. Og så har jeg gjort alt, hvad jeg kan for at komme tilbage i bedst mulig form.
Men netop i kampen mod Viborg var Kvistgaarden tilbage i startopstillingen og han kvitterede med en god præstation og et mål.
- Det var dejligt. Det var længe ventet. Det er det, man kæmper for hver eneste uge. Så det var dejligt. Og så var det dejligt at få bolden sendt ind bag keeperen også.
Kvistgaarden har nu scoret to mål i foråret, da han også scorede, da han blev indskiftet i Odense. Hans sæsontotal er nu på ni mål og syv assists i 24 kampe.