
Simon Kammer
Kronik: Færre spillere - stærkere Brøndby og plads til Masterclass
Fredagskronikken: Udenlandske spillere skal løfte kvaliteten i toppen, det danske islæt komme fra Masterclass og hjemvendte Brøndby-profiler - og truppen skæres til, så konkurrence og spilfilosofi hænger sammen.

I moderne fodbold er bredde i en trup nogle gange nærmest blevet et ideal. En stor trup (kan ofte) opfattes som en styrke. Som en form for sikkerhed. Men bredde er ikke det samme som kvalitet, og mange spillere er ikke nødvendigvis lig med reel konkurrence. I Brøndby har problemet i flere sæsoner ikke været mangel på spillere - men mangel på skarphed, retning og tydelige valg.
For mange spillere har befundet sig i et ingenmandsland. De har været en del af truppen uden reelt at være aktuelle. Ikke klare startere. Ikke reelle udfordrere. Bare med. Det er ikke kun et sportsligt problem. Det er et strukturelt problem, der svækker både konkurrencen og udviklingen i hverdagen og på sigt.
Derfor er det rigtige fokus nu at bygge truppen om - ikke fylde den op. En trup på 22–24 spillere inklusive keepere er ikke et ideologisk tal, men en funktionel ramme. En størrelse, hvor alle spillere kan se sig selv i spil til kampminutter. Hvor konkurrencen er ægte. Og hvor ingen kan gemme sig i mængden og flyde med strømmen.
Konkurrence opstår ikke, fordi der er mange spillere. Den opstår, når afstanden til spilletid er kort. Når afstanden i kvalitet er tæt. Når én god uge kan ændre hierarkiet. Når bænken ikke er et venteområde, men en reel trussel mod startopstillingen. I for store trupper forsvinder den dynamik. Roller udvandes. Ansvar flyttes. Intensiteten falder.
Det er i det lys, arbejdet fra sportsdirektør Benjamin Schmedes skal forstås.
Brøndby er i gang med at skære truppen til. Ikke for at gøre den smallere for enhver pris, men for at gøre den mere konkurrencedygtig. Færre spillere - men flere, der faktisk er i spil.
Når pladserne bliver færre, bliver kravene højere. Og her er ét princip helt afgørende:
Udenlandske spillere skal gøre Brøndbys trup bedre i toppen - ikke udgøre bredden.
Udlændinge fylder mere. Økonomisk. Sportsligt. Kulturelt. Derfor er der ikke plads til udenlandske breddespillere i en trup. Ikke til spillere, der primært ligger i periferien af truppen og først kommer i spil, når alt andet er er udelukket. Udenlandske spillere skal presse startopstillingen fra dag ét og hæve niveauet omkring sig. De skal være krymmel til toppen.
Tidligere rekrutteringer illustrerer problemstillingen. En spiller som Carl Björk blev hentet som 22-årig angriber, selv om han i sin daværende svenske klub ikke var fast starter på positionen. Det var ikke et køb, der entydigt løftede toppen, men et udviklingsprojekt. Projekter kan give mening - men de fylder. Og i en for stor trup bliver de ofte en del af bredden i stedet for et reelt løft.
Men udfordringen handler ikke kun om niveau. Den handler også om egenskaber og sammenhæng. Selv spillere med et solidt CV kan vise sig at være forkerte rekrutteringer, hvis de hentes uden en klar rød tråd i spilfilosofien.
Et eksempel er Rasmus Lauritsen. En forsvarsspiller med tydelige kvaliteter i et mere afventende og lavere forsvarsspil - og en anden opbygning med bolden, men som i Brøndby kom ind i et system, der stillede andre krav: mere boldomgang, mere rummelighed og større risikovillighed. Det gjorde ikke Lauritsen til en dårlig spiller - men det gjorde rekrutteringen problematisk.
Pointen er enkel, men afgørende:
Rekruttering skal tage udgangspunkt i egenskaber, ikke navne. I hvad spillet kræver. Uden en tydelig rød tråd bliver truppen en samling løsrevne profiler frem for en samlet helhed.
Her spiller Masterclass en nøglerolle. Ikke som pynt. Ikke som et alibi. Men som en aktiv del af trupsammensætningen. I optakten til forårssæsonen har unge Masterclass-spillere som Raphael Canut, Ali Al-Najar og Andre Escobar fået chancen som “de ekstra ben” i truppen. Ikke med forventningen om, at de alle skal være profiler her og nu - men fordi deres udvikling styrkes markant af at være en del af en konkurrencedygtig hverdag.
Det er præcis sådan bredden bør se ud i Brøndby. Ikke gennem marginale seniorspillere uden perspektiv, men gennem unge spillere med opadgående kurve, som kan presses ind i den samme spilfilosofi fra dag ét. De bliver bedre af at være tæt på niveauet. Og truppen bliver skarpere af, at pladserne er få.
En mindre trup er ikke uden risiko. Skader vil komme. Perioder vil være sårbare. Men alternativet er en falsk tryghed, hvor mange spillere er dækket ind på papiret, uden at kvaliteten og sammenhængen er høj nok i praksis.
At bygge en trup om kræver tid. Det kræver viljen til at vælge fra. Men hvis Brøndby vil have en trup, hvor alle føler sig aktuelle, hvor konkurrencen er reel, og hvor kvaliteten i toppen er tydelig, er der ingen vej udenom.
- Udenlandske spillere skal løfte niveauet.
- Danske spillere skal bære identiteten - enten fra Masterclass eller som hjemvendte Brøndby-profiler fra udlandet.
- Og Masterclass skal være en integreret del af hverdagen - også som de ekstra i en skarp, konkurrencedygtig trup.
Det er ikke at gøre truppen mindre.
Det er at gøre Brøndby stærkere.