.jpg%3F2026-07-03T14%253A05%253A27.137Z&w=3840&q=75)
Teis Markfoged
Kronik: Direktørskifte i Brøndby - Der er ikke råd til at vælge forkert nu
Fornyelse på direktionsgangen er nødvendig i Brøndby - men den skal tage udgangspunkt i spillet, kulturen og fællesskabet som en helhed.

Når Ole Palmå stopper i Brøndby IF efter mange år på direktørposten, er det ikke et farvel, der kalder på de store overskrifter. Der er ingen krise, ingen dramatik og ingen akut brand, der skal slukkes. Men netop derfor er tidspunktet så vigtigt.
For Palmås afgang markerer ikke blot afslutningen på et langt ansættelsesforhold, men også et sjældent øjeblik, hvor Brøndby har mulighed for at justere kursen - uden at være tvunget til det.
Ole Palmå har været en konstant i en klub, der ellers har været præget af uro, skiftende strategier og perioder med sportslig og økonomisk usikkerhed. Han har repræsenteret kontinuitet og en dyb forståelse for Brøndby som klub - ikke kun som organisation, men som fællesskab. Den slags kan man mene meget om, men man skal ikke undervurdere den stabilitet og interne sammenhængskraft, Palmå har stået for.
Samtidig er det også legitimt at sige, at tiden ikke står stille. Brøndby er i dag en anden klub, end da Palmå tiltrådte. Kravene til professionalisme, kommerciel tænkning og strategisk ledelse er vokset, og klubben opererer i et landskab, hvor marginalerne er små, og konkurrencen er hårdere end nogensinde. Derfor rummer direktørskiftet også en reel mulighed for fornyelse.
For den mulighed handler ikke kun om kommerciel udvikling eller nye indtægtsstrømme. Den handler også om at turde tænke nyt i fodboldens rammer. Om hvordan en moderne fodboldklub organiseres, ledes og forbindes - sportsligt, kulturelt og kommercielt - uden at det ene får lov til at dominere det andet. Nytænkning i Brøndby bør tage udgangspunkt i spillet, i hverdagen på træningsbanen og i relationen til omgivelserne. En sund forretning opstår ikke i modsætning til de sportslige ambitioner, men i samspil med dem.
Men det er her, balancen bliver afgørende.
For Brøndby har ikke brug for en direktør, der først skal forstå klubben. Brøndby har brug for en direktør, der allerede har en idé om, hvad Brøndby er for en størrelse.
Risikoen i det kommende valg er, at fornyelse bliver lig med “import”. At international erfaring, flotte titler eller et stærkt CV overskygger noget så grundlæggende som forståelsen for dansk fodboldkultur - og for Brøndby som mere end blot en arbejdsplads. En direktør uden netværk i europæisk fodbold, uden fornemmelse for Superligaens mekanismer og uden indblik i Brøndbys særlige DNA, vil næppe være et fremskridt. Det vil være et eksperiment.
Brøndby er ikke en franchise, der kan drives efter en standardmodel. Det er en klub med dybe rødder, stærke følelser og en fanbase, der både forventer ambitioner og kræver respekt. Den kompleksitet kan ikke læres på et halvt år og kan ikke aflæses i et Excel-ark.
Det betyder ikke, at Brøndby skal se indad eller være bange for forandring. Tværtimod. Men forandring i Brøndby skal ske med forståelse for det fundament, klubben står på. Den næste direktør skal kunne navigere i spændingsfeltet mellem forretning og fodbold, mellem GFHs ejerskab og klubbens fanbase, mellem langsigtet strategi og daglig drift. Og helst gøre det uden at skulle oversætte hver beslutning til “hvordan man gør i Danmark”.
Derfor bør Brøndby lede efter en profil med forankring i nordeuropæisk fodbold. En leder med netværk, autoritet og indsigt i Superligaens - eller lignende ligaers - virkelighed. En direktør, der forstår, at Brøndby ikke blot skal udvikles, men forvaltes.
For direktørskiftet handler i sidste ende ikke om, hvem der erstatter Ole Palmå. Det handler om, hvad Brøndby vil være fremover. Og det valg rækker langt ud i fremtiden.