Krogh: Pladsen som førstemålmand er til duel
Mogens Krogh har hentet Jacob Pryts Larsen hos sin tidligere klub på en lejeaftale. Brøndby-keeperen skal imidlertid ikke bare forvente fast spilletid i Næstved

Mogens Krogh har hentet Jacob Pryts Larsen hos sin tidligere klub på en lejeaftale. Brøndby-keeperen skal imidlertid ikke bare forvente fast spilletid i Næstved Boldklub. Tidligere mandag blev det offentliggjort, at den unge Brøndby-keeper Jacob Pryts Larsen i foråret tørner ud for Næstved BK på en lejeaftale. Cheftræner i det sydsjællandske er Mogens Krogh, som har en glorværdig fortid som netop målmand hos de blå/gule på Vestegnen. Han ser frem til yderligere konkurrence på pladsen. - Vi har med Sebastian Olsen i det seneste halve år kun haft en målmand i 1. holdstruppen og derfor trukket store veksler på vores U/19-målmand Christoffer Petersen. Det er vigtigt for mig, at vi i truppen har konkurrence på alle positioner, så den enkelte spiller hele tiden skal holde sig skarp. Med tilgangen af Jacob sikrer vi den konkurrence – også på målmandspositionen, siger Mogens Krogh til klubbens hjemmeside.Læs interview med Jacob Pryts i forbindelse med nedenstående kontraktforlængelse Den 18-årige Brøndby-keeper, som netop har forlænget kontrakten med vestegnsklubben, skal imidlertid ikke forvente, at han bare uden videre erobrer pladsen i målet hos Næstved. Det understreger Mogens Krogh - Pladsen som førstemålmand er til duel mellem Jacob og Sebastian Olsen, som jeg har været fint tilfreds med. Det er vigtigt at understrege. Det er ønsket om øget konkurrence, der har ført til vores aftale med Brøndby, uddyber cheftræneren overfor sn.dk. Jacob Pryts Larsen bliver blandt andre holdkammerat med Daniel Norouzi, Henrik Kildentoft, Kristoffer Munksgaard og Mikkel Jensen samt Rasmus Grosen fra klubbens U/19-trup, som alle har en fortid hos Brøndby IF.