3POINT
Nyheder2. apr. 2016

Kosmetisk dansk overtidsnederlag

Christian Enemark fra Brøndby IF fik sammen med klubkammeraten Casper Hauervig i det danske mål fuld tid, da Danmark lørdag spillede den sidste kamp ved U/17 El

3point person
3point.dk2. apr. 2016

Christian Enemark fra Brøndby IF fik sammen med klubkammeraten Casper Hauervig i det danske mål fuld tid, da Danmark lørdag spillede den sidste kamp ved U/17 Elite Round mod værterne fra Tjekkiet. Med to sejre på henholdsvis 4-0 over Skotland og 2-1 over Schweiz ved Elite Round i Tjekkiet havde Danmark allerede inden sidste kamp mod værterne kvalificeret sig til U/17-EM senere på foråret. Faktisk havde de øvrige resultater i gruppen maget sig således, at Danmark endda var sikre på at vinde gruppen. Med andre ord havde kampen mod Tjekkiet kun kosmetisk betydning for de rød/hvide, mens tjekkerne havde en andenplads og dermed EM-kvalifikation at spille for. Det krævede minimum en to-måls sejr samtidig med, at skotterne tabte til Schweiz, men ikke for stort. Den danske landstræner Jan Michaelsen sendte dette hold på banen fra kampens start:Casper Hauervig (Brøndby IF) Mads Roerslev (FCK) - Nicolai Damkjær FCM) - Christian Enemark (Brøndby IF) - Niklas Vesterlund (FCK) Nicklas Strunck (FCN) - Devrim Sahin (FCK) Mads Mikkelsen (AGF) - Jonas Wind (FCK) - Jeppe Okkels (Silkeborg IF) Jens Odgaard (Lyngby BK) I forhold til den seneste kamp mod Schweiz havde Brøndby IF's Casper Hauervigfået genvalg i det danske mål. mens Andreas Bruus igen måtte starte på bænken. Den talentfulde kantspiller blev imidlertid skiftet ind ved pausen og fik dermed 1½ ud af tre kampe. Den sidste Brøndby-spiller i truppen, Christian Enemark, kom for første gang i aktion ved turneringen og fik fuld spilletid i det danske midterforsvar. I en lidt rodet affære, men dog med en masse afslutninger, kom Danmark bedst fra start med et føringsmål efter ti minutters spil. Denne stilling holdt til kort efter pausen, hvor tjekkerne fik udlignet. Godt og vel halvvejs i anden halvleg kom Tjekkiet på vinderkurs, men på et flot frisparksmål af indskiftede Victor Torp fik Danmark skabt balance kort efter. Det lykkedes imidlertid hjemmeholdet at score endnu et mål i dommerens tillægstid til en nyttesløs tjekkisk sejr på 3-2. For det første var sejren mindst et mål for lille, hvis Tjekkiet skulle gøre sig håb om at erobre andenpladsen bag Danmark. For det andet spillede Skotland og Schweiz samtidig uafgjort 1-1, hvilket ligegyldig hvad sikrede skotterne andenpladsen og en kvalifikation til EM-slutrunden. Se samtlige resultater og slutstillingen her.

Kampen i tal

Danmark - Tjekkiet 2-3 (1-0) 11. minut: 1-0; Jens Odgaard 41. minut: Andreas Bruus (Brøndby IF) ind / Jonas Wind ud 44. minut: 1-1; Antonín Růsek (FC Zbrojovka Brno) 56. minut: Gult kort til Andreas Bruus 57. minut: Victor Torp Overgaard (FCM) ind / Nicklas Strunck ud 63. minut: 1-2; Filip Kubala (1. FC Slovácko) 64. minut: Gult kort til Marian Burda (AC Sparta Prag) 68. minut: 2-2; Victor Torp Overgaard 80. minut: Gult kort til Filip Kubala 80. minut: 2-3; Michal Sadilek (PSV Eindhoven) EM-slutrunden spilles i perioden 5. til 21. maj i Azerbadjan, og udover Danmark, Skotland samt værtsnationen skal yderligere 13 nationer kvalificere sig. De syv gruppevindere Ukraine, Italien, Tyskland, Portugal, Frankrig, Serbien og Belgien samt toerne England, Bosnien & Herzegovina, Holland, Sverige og Spanien er alle klar. Den sidste plads står mellem Polen og Østrig, hvor polakkerne som toer i sin gruppe skal håbe på, at resultaterne mager sig, når den sidste gruppe færdigspilles søndag eftermiddag. Her skal Østrig møde gruppevinderne fra Frankrig, mens den anden kamp står mellem Grækenland og Island. Alle tre kan ende som toer efter Frankrig, men de to sidstnævnte vil i givet fald ende som den dårligste af de i alt otte toere. Lodtrækningen til EM-slutrunden foretages den 8. april i Azerbadjan, og Danmark vil være blandt de øverst seedede hold.

Mest kommenterede nyheder