Kopplin fik debut i Randers: Virkelig imponeret over fansene
Björn Kopplin fik debut for Brøndby, da han blev skiftet ind mod slutningen af opgøret mod Randers FC. Backen var særligt imponeret over, at Brøndbys fans havde

Björn Kopplin fik debut for Brøndby, da han blev skiftet ind mod slutningen af opgøret mod Randers FC. Backen var særligt imponeret over, at Brøndbys fans havde lavet en sang til ham. Med godt og vel ti minutter tilbage af Brøndbys premierekamp mod Randers, blev den nye venstreback Björn Kopplin skiftet ind til sin debut. Det var en indskiftning med én klar opgave. - Coach sagde til mig, at vi skulle holde et clean sheet, så jeg løb og løb og løb, som jeg altid gør. Jeg er meget glad for, vi vandt og det lykkedes at holde clean sheet. Det var en god start. Første skridt på vejen, og i næste weekend skal vi tage næste skridt, siger Kopplin til 3point.dk. Han synes generelt, debuten gik udmærket. - Det er altid svært i første kamp. Kampene i pre-season er ikke ligesom de kampe, hvor der er point på spil. Men jeg synes, vi var godt forberedt, og jeg synes vi gjorde det godt. Kopplin fik samtidig mulighed for at hilse på de fans, der om nogen kendetegner klubben Brøndby IF. Og det var en speciel oplevelse for tyskeren. - Det var fantastisk. Specielt måden de tog imod os. De synger en sang for alle i startopstillingen, men de havde også en sang til mig. Det var jeg virkelig imponeret over. - Det føltes som om, der slet ikke er nogen fra Randers. Det føles som en hjemmekamp for os. Det er startet godt. Björn Kopplin skrev i sommer under på en tre-årig kontrakt.