Teis Markfoged
Kommentar: Spillernes åbenhed om mental sundhed er befriende
Mental sundhed har været en nøgleord i denne uge, hvor både Ohi Omoijuanfo og Nicolai Vallys har været aktuelle om emnet! Befriende og modigt bliver det kaldt i denne kommentar.

Nicolai Vallys åbnede op i et interview med Euroman om sin diagnose med ADHD. Ohi Omoijuanfo talte med 3point.dks Nanna Møller Karlsen i et bundærligt interview om depression og en svær mental tid, mens Oliver Lund i 2023 talte åbent om mental sundhed til bold.dk.
Jeg er SINDSSYGT stolt af dette interview med en hudløst ærlig Ohi Omoijuanfo. Det er måske et af de bedste, jeg nogensinde har lavet. Stort tak til Ohi for modet til at dele og tilliden til at dele det via os.
— nanna 3point.dk (@nannasoph) March 19, 2024
Se hele interviewet på @PlutoTV gratishttps://t.co/0oXY9cILV8 pic.twitter.com/tdSS89p0RQ
Jeg synes, at det at mental sundhed italesættes af både aktive og tidligere fodboldspillere, det er banebrydende for at det tabu, der omgærder emnet (mental sundhed), nedbrydes. Ikke alene for elitesportsudøvere, men lige så vel for den generation af børn og unge, der i et moderne samfund, kan opleve emne som værende tabubelagt.
Som forbilleder kan elitesportsudøvere være de store banebrydere i den nedrivning af tabuet om mental sundhed, fordi de har en platform at tale ud fra.
Mental sundhed kan have mange ansigter. Det er elitesportsudøverne, som nævnt ovenfor, der kæmper med enten præstationsangst og kritiske fans på sociale medier, følelsen af at slå til eller en diagnose, der for ikke mange år siden mest af alt blev set som en begrænsning.
Men mental sundhed er også teenageren, der kæmper for at føle sig rigtig blandt vennerne, at føle sig god nok.
Mental sundhed er også at føle sig tilpas i en verden, hvor sociale medier kan være med til at tegne et falskt billede af, hvad livet “bør” bringe og hvad succes er.
Mental sundhed er også for den etablerede familiefar/mor, der i en travl hverdag kæmper med følelsen af at slå til. Både som forældre, som par og som individer på arbejdsmarkedet.
Mental sundhed er mennesket, der med en diagnose føler sig isoleret.
Mental sundhed er, for at tage et eksempel fra mit eget liv, hvordan jeg selv havde det efter min kone og jeg i 2017 mistede vores ene søn få dage før fødslen. Udadtil var jeg “retur” efter nogle få uger, men hver dag, hver eneste dag startede stadig med få sekunders neutralitet, før end virkeligheden om mit tab ramte med 100 km/t og trak en mørk tåge over mit liv. Det var den mørkeste, sværeste og absolut værste periode i mit liv. Havde vi ikke haft vores søn i forvejen, så ved jeg ikke, om jeg var her i dag.
Løsningen er heldigvis tilstede. Jeg valgte den løsning dengang. Ohi Omoijuanfo valgte den samme løsning med sine mentale udfordringer. Nicolai Vallys gjorde det samme. Det samme kan også siges om Oliver Lund. Blot for at tage nogle få eksempler.
Så hvad er fællesnævneren? Det er at der blev talt højt og åbent om de enkeltes mentale sundhed. Min hustru og jeg talte åbent om vores tab. Om at miste en søn. Det skulle ikke blive tabu. Ohi Omoijuanfo talte åbent om sine mentale udfordringer, Vallys om sin ADHD-diagnose og Oliver Lund om både et misbrug og om mental sundhed i almindelighed.
At tale om mental sundhed er at sætte fokus på det og gøre det socialt acceptabelt. At acceptere det er en vigtig ting i alle menneskers liv. Ikke bare for elitesportsudøvere, men for os alle sammen som mennesker. At tale om mental sundhed behøves ikke at være store personlige emner. Det kan være så simpelt som at spørge, hvordan har personen over for dig det i dag? Mental sundhed er vigtigt. Du kan være med til at vise vejen. Tal om mental sundhed.