3POINT
1713728144-BIF_vs_FCM_Metserskabsspil_21042024_IN(22of43).jpg

Ian Nielsen / Ian Foto Sport

Nyheder21. apr. 2024

Klaiber om topstrid: Skal være klar hvert minut

En sejr som den i aften giver masser af selvtillid til Brøndby. Det siger Sean Klaiber til 3point.dk.

3point person
Anders Villaume Vestergaard21. apr. 2024

– I første halvleg var vi virkelig gode. Vi var i kontrol i duellerne, og vi var gode på bolden.

Sådan siger Sean Klaiber til 3point.dk og resten af den fremmødte presse efter søndagens sene opgør på Brøndby Stadion.

Og ja, Brøndby spillede lange, gode perioder i første halvleg. En ægte topkamp værdigt. Og skarpheden manglede da heller ikke, da man takket være Yuito Suzuki kunne gå til pause med en føring på 2-0. 

Men så skete der noget i anden halvleg.

FC Midtjylland reducerede, og som var det en kamp i seneste runde mod AGF, afgav Brøndby initiativet til modstanderen. Ifølge Sean Klaiber skyldes det blandt andet, at FC Midtjylland spillede på parametre, der er svære at spille imod. 

– I anden halvleg startede vi godt, for vi havde en god chance til Marko Divkovic. Men til sidst manglede der et eller andet. De sidste 30 minutter var de i kontrol, og de kastede bolden langt og spillede på indkast og hjørnespark. Det er det, de er gode til. Derfor giver det en masse selvtillid at vinde den slags kampe, siger han. 

Bejler til mesterskabet, men er ikke favoritter

Den hårdt tilkæmpede sejr til Brøndby betyder, at holdet fra Vestegnen kravler alene op på Superligaens førsteplads med et forspring på tre point ned til FC Midtjylland og seks point ned til FC København.

Alligevel vil Sean Klaiber ikke udråbe Brøndby til mesterskabsfavoritter.

– Vi er nummer et af en årsag, men vi skal være klar hvert minut, for hvis vi lukker dumme mål ind, bliver det svært at blive mestre. Men at vi bejler til mesterskabet, kan alle vel se, siger Sean Klaiber.

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder