
Per Bang
Kickoff: Optakt Lyngby - Brøndby
Chris Bjerknæs er Lyngby-mand. I Brøndbylyd Kickoff med Simon og Nanna fortæller han om kampen i dag kl. 16.

Lyngby har ét enkelt clean sheet i denne sæson. Alligevel får den ‘fuldt smadder’ fra start af. Det fortæller mangeårig Lyngby-fan Chris Bjerknæs i optakts-podcasten Kickoff. Lyngby jagter et lille mirakel – overlevelse i Superligaen – og det får man ikke ved at spille 0-0. Lyngby skal ud over stepperne.
- Mod FCN spiller vi en god kamp 1-1. Vi er tæt på at få tre point i Randers, så der er noget tur i den på nogle områder. Det er et hold, der er fuld af selvtillid. Vi har fået angribere, der kan score mål. Der bliver scoret basser i begge ender. Det kan godt blive 2-2 eller 3-3.
3.000 uden organiseret stemning
Daniel Wass runder med kampen 100 Superligakampe for Brøndby. Der venter spillerne endnu et udsolgt udebaneafsnit med over 3.000 medrejsende fans. Chris fortæller, at det ikke altid er lige sjovt at møde Brøndby.
- Når Brøndby kommer på besøg på Lyngby Stadion, er det et festfyrværkeri uden lige. At se en hel langside med Brøndby-fans, er virkelig imponerende. Men det er også skræmmende, for man er bare bagud og sat under et tykt pres fra start af.
Banen i Lyngby
Jesper Sørensen fortæller til Brøndby TV, at han forventer en anden type kamp end mod Horsens og Midtjylland.
- Vi vil gå ud fra at prøve at kontrollere kampen. Jeg forventer ikke det samme tempo i kampen. Det handler om banen derude. Da jeg så dem spille mod Nordsjælland, var banen ikke I den bedste forfatning.
Håkon Evjen er tilfreds med forårets to første kampe, og ser frem mod dagens dyst.
- Det bliver en hård kamp. Vi skal bryde dem ned på vores måde, og det, tror jeg, bliver tydeligt og klart, når vi spiller mod dem.
Kampinfo
Sted: Lyngby Stadion
Kampstart: 5. marts kl. 16:00
Dommer: Sandi Putros
TV: 6'eren
Karantæne og skader
Lyngby: Marcel Rømer (karantæne)
Bookmakerens vurdering
Lyngby-sejr 23%, uafgjort 24%, BIF-sejr 53%
Potentiel Holdopstilling

Per Bang © All rights reserved