
Freja Borne
Kickoff! Optakt Brøndby - FC Nordsjælland
3point.dk har samlet alt hvad du skal vide inden kampen i dag kl. 18.00


Per Bang © All rights reserved
Meget kan ske i fodbold på to og en halv måned. Da Brøndby og FCN mødtes i august, var Nordsjælland storfavorit. Brøndbys cheftræner Jesper Sørensen havde valgt at skifte system til kampen. Han stillede op i 3-4-3 med Daniel Wass på midten, for første gang i sæsonen, samt Frederik Alves centralt i forsvaret - flankeret af Henrik Heggheim og Jacob Rasmussen. Brøndby spillede sæsonen bedste halvleg i de første 45 minutter. I anden halvleg blev de blå-gule kørt over.
Det ser alligevel ud til, at Brøndbys trænerteam fik noget ud af kampen. Siden da er 3-4-3-formationen blevet standard. To nye wingbacks er spillet ind, og Brøndby begyndte efterfølgende en flot stime af resultater. Søndag kl.18 er Brøndby nu bookmakernes favorit. Det er selvom Brøndby har tabt fire af de seneste fem Superliga-kampe mod FCN.
Igen skader - Alves i karantæne
Jesper Sørensen udtalte til bold.dk i onsdags, at truppen er skadesfri. Desværre for cheftræneren har en storspillende Fredrik Alves raget så mange karantænepoint sammen, at han skal sidde over.
Det betyder, at der som minimum kommer én ny spiller blandt de startende elleve. Fans og eksperter peger på Rasmus Lauritsen som ny forsvarsgeneral på trods af manglende kampform. Kort opsummeret er Jacob Rasmussen får værdifuld at flytte, Kevin Tshiembe mangler overblik samt positionering og Henrik Heggheim er ikke en god nok duelspiller - især på hovedet - til at ligge centralt. Læs evt. analytiker, Kasper Pedersbæks, vurdering af de centrale forsvarsspillere her.
Der bliver kamp om pladserne på bænken. Håkon Evjen og Mathias Greve er klar igen. Clement Bischoff ligner en spiller, der har kæmpet sig til en bænkplads. Udover at være i voldsom fremgang offensivt, synes han pt. at være backup til Marko Divkovic på venstre wingback. Mateusz Kowalczyk og Noah Nartey spillede stærkt i mandagens Future Cup-kamp mod AGF. Kowalczyk har tidligere været fortrukket foran Nartey, og det ser svært ud for Seastian Sebulonsen at få spilletid.
Europæisk træthed?
Torsdag aften vandt FCN deres anden kamp i Conference League. Nordsjælland sparede sædvanlige startere som Adamo Nagalo, Ibrahim Osman og Oliver Villadsen til kampstart, men flere eksperter peger på, at en europæisk udebanekamp torsdag aften uundgåeligt slider på et holds performance søndag kl. 18.
Kasper Lorentzen
Tidligere Brøndby- og FCN-spiller i BrøndbyLyd Kickoff.
- Det var en god kamp (torsdag, red.) for FCN. Men de skal også rejse hjem, de skal restituere, og så skal de op igen. De kan ikke forberede sig på samme måde, fordi de kun har to dage til at forberede sig på Brøndby. Det bliver meget video og stille og roligt på banen, hvor Brøndby mere har kunne lægge flere øvelser og fokusere noget mere på modstanderen over længere tid.
- Jeg er ikke i tvivl om, at Brøndby vil blæse til for at sige velkommen - i højt niveau og højt tempo. Hvis I er trætte, så bliver I tromlet over. Så tror jeg, at FCN vil skifte nogle stykker ud, så det er et lille plus til Brøndby på den konto.
'
Nanna Møller Karlsen
Chefredaktør på 3point.dk og BrøndbyLyd, Nanna Møller Karlsen i BrøndbyLyd Kickoff.
- Det er ærgerligt at undvære Alves, fordi han har været fremragende. Jeg tror, det bliver Rasmus Lauritsen, der kommer ind og spiller i midten. Og det er en helt anden type forsvarsspiller. Det er en forsvarsspiller, som vinder alt i luften, men som ikke kan forsvare lige så store områder. Det kommer til at stille nogle krav til holdkammeraterne - til Wass og Radosevic op foran, som skal hjælpe med at dække det område foran Lauritsen.
- Spørgsmålet er, hvem Jesper Sørensen sætter til at hjælpe Lauritsen, hvis det bliver ham, der kommer til at spille i midten. Jeg tror, det bliver Kevin Tshiembe, men Henrik Heggheim må også være i spil. Trænerteamet er opmærksomme på, at hverken Heggheim, Lauritsen eller Jacob Rasmussen er dem, der løber hurtigst. Det kunne være, at man var fristet af at spille med Kevin Tshiembe, fordi han har farten og kan rydde nogle situationer op, hvis de skulle opstå.
Rasmus Monnerup
Fodboldtræner og scout i Mediano.
- Brøndby kan gøre ondt på FC Nordsjælland på søndag, hvis de tør spille. Altså, de skal virkelig turde spille. Brøndby kigger på det mål mod Randers, hvor Coulibaly scorer, hvor de kan bygge spillet op nedefra, men så vælger at sparke en lang bold lige op i hovedet på en Randers-spiller. Det tror jeg gør, at Brøndby bliver endnu mere opmærksomme på, at de skal sørge for at spille bolden ud mod FC Nordsjælland og forsøge at skabe kampen. Det giver gode forudsætninger for, at vi kan få en fed fodboldkamp, fordi så kommer der nogle af de her gange, hvor Brøndby spiller sig igennem for muligheder, og andre gange erobrer FCN-bolden, og så skaber de mulighederne.
- Vi skal huske på, at så meget fart har de jo heller ikke længere i FC Nordsjælland. De har Osman, og han har rigeligt med fart, men så er vi også ved at være der. Schjelderup er jo ikke en spiller, der løber fra nogen på lange afstande. Ingvartsen gør det heller ikke. Diomande kan gøre det lidt med bolden, men er jo heller ikke en spiller oppe på sidste linje. Så på den måde håber jeg, at Brøndby vil forsøge at gå op og virkelig presse FC Nordsjælland og forsøge at nærmest bumpe dem tilbage ved at have masser af possession og få udfordret deres defensiv.
Simon Bræmer
Tidligere fodboldspiller i bl.a. AaB og AB - ligeledes i Mediano.
- Jeg kunne godt frygte en lille smule for kampen i forhold til, hvor underholdende det bliver. Om det skulle blive lige så underholdende, som vi er vant til at se. Det siger jeg, fordi Nordsjælland har en kamp i morgen (i tordags, red.), og jeg synes også, at Nordsjælland ser lidt mere slidt ud i deres udtryk, end vi er vant til at se dem. Det, kombineret med en Jesper Sørensen, som varierer lidt i måden han vælger at angribe kampene på, betyder, at det ikke er med statsgaranti, at vi får en lige så underholdende og målrig affære at se på søndag.
Ohi Omoijuanfo
Brøndbys norske angriber til til brondby.com.
- Nu er det jo lidt tid siden, vi spillede imod dem i Farum, og jeg føler, at vi har udviklet os en del siden. Vi har fået meget mere selvtillid i truppen, end vi havde i den periode. Vi har haft mere tid til at kende hinanden, få en god kemi i spillet. Vi ser rigtig solide ud defensivt, så jeg føler, at vi er et helt andet hold nu, end da vi mødte dem på udebane.
- Det bliver en rigtig topkamp på Brøndby Stadion søndag, så det bliver fedt. Og når vi jo er på hjemmebane, skal vi altid gå efter de tre point. Det skal vi meget gerne have søndag også.
Johannes Hoff Thorup
FC Nordsjællands cheftræner til fcn.dk.
- Vi kan selvfølgelig tage noget med fra sejren i Slovakiet. Nu har vi leveret to gode udebanekampe i streg, hvor vi har vundet begge kampe 2-0 med en god defensiv base i begge opgør. Så det bliver igen vigtigt for os at holde den gode, defensive struktur på søndag mod Brøndby, da det er udgangspunktet for en god præstation.
Læs i øvrigt 3point.dk’s analytiker Kasper Pederdersbæks syn og statistik på kampen her.