Teis Markfoged
Kevin Mensah kan se sig spille karrieren færdig i Brøndby
Kevin Mensah har kontraktudløb til sommer og har endnu ikke dialog med klubben om fremtiden. Men han er åben for at blive og kan se sig selv spille karrieren færdig på Vestegnen.

I mandags gjorde 31-årige Kevin Mensah comeback efter den korsbåndsskade, der har holdt ham fra Superliga-banerne i mere end et år. Men nu er han tilbage og jagter flere minutter. Han føler sig også klar til at starte inde, hvis trænerteamet vælger ham.
- Nu har jeg genoptrænet i mange måneder og er tilbage. Men jeg ved ikke, hvad der bliver valgt. Jeg er klar til at spille og til at gøre alt for holdet. Jeg er klar til at hjælpe holdet, hvis det er det, der skal til. Og så glæder jeg mig til at komme ind og spille igen og er glad for at jeg kan konkurrere. Men det er ikke mig, der bestemmer, hvad der kommer til at ske, siger Mensah til 3point.dk.
- Det bliver sindssygt fedt (at komme i kamp på Brøndby Stadion igen, red.). Det bliver intenst. Lige nu har vi ikke vundet i tre kampe, og hvis der er noget vi gerne vil, specielt på hjemmebane, så er det at få en sejr. Det er der fokus ligger for mig og drengene.
Kevin Mensah ser også ind i et kontraktudløb med Brøndby til sommer. Han er endnu ikke i dialog med Carsten V. Jensen om, hvad der skal ske.
- Nej. Lige nu koncentrerer jeg mig om at komme tilbage i fodboldform og spille fodboldkampe. Det glæder jeg mig over. På et tidspunkt er der en snak, der skal tages, og så bliver den taget.
- Jeg håber på at jeg kan vise, at jeg er fit som fodboldspiller. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg er glad for at være i Brøndby. Det giver sig selv. Men først og fremmest handler det om at være fit og kunne gøre mig gældende. Jeg skal finde ud af, hvad der skal ske i fremtiden, men det handler også om at kroppen er med.
Kan du se dig selv spille karrieren færdig i Brøndby?
- Det kan jeg sagtens. Jeg tror ikke, jeg som type vil være tilfreds med ikke at have noget at spille for. Der skal hele tiden være noget ekstra at stræbe efter. Her i Brøndby er det at spille med om mesterskaber og pokaltitler. Det er ikke alle klubber, der har de målsætninger. Brøndby er en af dem i Danmark, så det gør en stolt at spille i en klub, hvor der er et internationalt snit. Så det kan jeg godt forestille mig, slutter Brøndby-anføreren.
Brøndby IF tager på søndag imod AGF i en kamp med kickoff klokken 18.00.