
Adam Møller Karlsen
Kasper Hjulmand om Wass: En super dygtig spiller der kommer hjem til Superligaen
Kasper Hjulmand ser positivt på Daniel Wass\\\' skifte hjem til Brøndby IF. Det er en kvalitetsspiller, der vender tilbage til Danmark.

33-årige Daniel Wass var fredag aften hjemme på de træningsbaner, hvor karrieren for alvor begyndte: I Brøndby IF.
Wass har været en vigtig brik på Kasper Hjulmands meget succesfulde og populære danske landshold. Tidligere fredag er Hjulmand i Ekstra Bladet citeret for at sige, at han ikke håber at Wass\\\' skifte til Superligaen kommer til at koste på tempoet. Men der er også en anden side til den mønt, understreger Hjulmand i et interview med 3point.dk.
- Det er kommet lidt ud som om at det eneste jeg tænkte på, var at han skulle passe på med ikke at komme ned i tempo. Men mine tanker går ikke på at det er en dårlig idé, for det er det bestemt ikke. Han skal finde noget rytme og kommer nu ind i et nyt projekt, hvor han har en anden rolle og meget betydende rolle. Det kan være med til at forlænge en karriere og gøre en masse godt. Den kan ses fra forskellige sider, og jeg har stor tiltro til at Daniel har valgt rigtigt i forhold til det, der passer til ham. Han har så meget erfaring og jeg er sikker på, at han har valgt rigtigt og vil gøre alt hvad han kan for at gøre sig klar til VM. Men ja, jeg har talt med ham undervejs, siger Hjulmand til 3point.dk.
Wass kommer hjem til Brøndby efter et halvt år med meget begrænset spilletid i Atletico Madrid. Spillernes fysiske forfatning har de selv et stort ansvar for op til en VM-slutrunde, som ligger mere kompakt. Derfor er regelmæssig spilletid så vigtig, siger Hjulmand.
- Der er mange faktorer, men det jeg har sagt i forhold til spilletid er, at vi som stab ikke kan gøre noget ved spillernes fysik, fordi der i år er et VM, hvor vi mødes og spiller cirka en uge senere. Vi har fire træningsdage fra vi mødes og til vi spiller den første kamp mod Tunesien. Så vi kan ikke gøre noget ved spillernes fysik. Jeg plejer at bruge Damsgaard og Dolberg som eksempler fra EM. De var ikke helt på toppen, da vi mødtes, men vi havde så nogle hårde uger, hvor vi gjorde dem klar, og de blev introduceret lidt senere i turneringen - og sikke et impact de havde på den slutrunde.
- Det er lidt skærpet i år, og det er også derfor vi bruger meget tid på at rejse rundt og tale med spillerne. Der ligger et stort ansvar i den fysiske forberedelse op til VM hos spillerne selv. Derfor ér det vigtigt, at de er i god fysisk forfatning og ikke slæber rundt på skader. Normalt har vi mulighed for at få spillerne op i gear, men det har vi ikke i år. Forhåbentlig kommer Daniel til at være i rytme ligesom masser af vores spillere forhåbentlig er på det tidspunkt.
Dygtig nok til Atletico
I Brøndby skal Daniel Wass med al sandsynlighed spille de fleste af sine minutter på midtbanen. Det betyder ikke så meget for Kasper Hjulmand, for Wass ved hvordan der spilles på landsholdet - og i øvrigt har det været casen tidligere at Wass har spillet midtbane i klubben og back på landsholdet.
- Mens han har spillet højreback hos os, har han spillet midtbane i Valencia. Man kan også diskutere, om han reelt set har spillet højreback hos os - det er det gode ved Daniel. Vi kan bruge ham mange forskellige steder, og selvom han har udgangspunkt i højresiden, kan han gå ind i midtbaneleddet, hvis for eksempel Andreas Skov står bredt. Han har meget erfaring fra mange pladser, og han spillede sågar i en trebackkæde i en træningskamp for Atletico. Han er virkelig dygtig til mange forskellige ting og på et landshold er det godt at have de spillere, som kan lidt forskelligt. Det er egentlig okay, for han ved godt, hvordan vi gør tingene på landsholdet. Han vil komme til at have en masse aktioner, hvis det er det, der er meningen.
- Jeg kan godt forstå, at I er glade, for det er virkelig en dygtig spiller, der kommer hjem. Daniel har et niveau lige nu, hvor han kan spille i Atletico. Så dygtig synes jeg han er. Det er en super dygtig spiller, der kommer hjem til Superligaen.
Daniel Wass er blandt de tunge bejlere til en plads i vinterens VM-trup. Hjulmand har tidligere sagt, at Brøndbys Mads Hermansen også er blandt de spillere, der kigges på. Landstræneren så også Brøndby-målmandens pragtkamp i Basel.
- Ja, jeg så kampen. Han tager virkelig gode skridt og er en dygtig målmand. Vi så det allerede fra starten, og sikke en udvikling han gennemgik sidste år. Nu tager han rigtig store skridt. Han er en dygtig målmand, det er der ingen tvivl om, slutter han.
Daniel Wass har underskrevet en kontrakt til sommeren 2025 med Brøndby IF og kan debutere på søndag.