Kasper Fisker træner med bold igen: Starter næsten på lige fod efter ferien
Kasper Fisker har gennem hele forårssæonen døjet med en irriterende fodskade, men midtbanespilleren er ved at være ovre den, og er nu vendt tilbage til trænings

Kasper Fisker har gennem hele forårssæonen døjet med en irriterende fodskade, men midtbanespilleren er ved at være ovre den, og er nu vendt tilbage til træningsbanen med holdkammeraterne. Brøndby IF har manglet Kasper Fisker i over et halvt år, siden midtbanespilleren i slutningen af efterårssæsonen blev skadet i foden. En operation og en lang genoptræning senere er Fisker nu endelig tilbage på træningsbanen, og kan give os en status på sin skade. - Status er, at jeg træner med 20-30 minutter på banen sammen med holdet. Når vi spiller kant, pasningsøvelser og sådan nogle ting. Så har jeg fået nogle fodboldbevægelser ind inden ferien, men uden at risikere noget. Så tager jeg på ferie og kommer i god form i ferien. Jeg er begyndt at kunne løbe fuld skrald på løbebåndet, så jeg kan komme i god form. Så min ferie bliver en god blanding af at cykle, løbe og svømme, så jeg kan komme i god form og mere eller mindre starte med holdet, fortæller en glad Kasper Fisker til 3point.dk. Brøndby spiller sæsonens sidste kamp på fredag, og derefter står den på ferie. - Jeg vurderer, efter den første uge til 14 dage på lige fod med alle andre, hvor vi måske lige går lidt langsommere frem, så er jeg med igen. Jeg skal nulstille det hele i ferien og komme tilbage til truppen, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Selvom det er en god fornemmelse at være tilbage på træningsbanen med holdkammeraterne, så sidder skuffelsen fra den lange skadesperiode stadig i Kasper Fisker. - Det har altid været planen at jeg skulle starte på lige vilkår, så selvfølgelig er det fedt at nå det mål. Det har været hårdt, for det har varet i lang tid. Man får en masse ros og der er mange der siger "nej, hvor klubben savner dig", men på en anden måde føler man også lidt at man svigter når man ikke er der. Det er en blandet fornøjelse. Det har været mærkeligt at se det udefra. Kasper Fisker har kontrakt med Brøndby IF indtil slutningen af næste sæson.