Kasper Fisker: Ser det som en mulighed - kæmper hårdt for at komme til at spille en rolle
Midtbanespilleren Kasper Fisker har været ude med en korsbåndsskade, men er på vej tilbage og øjner en ny mulighed. Han kæmper hårdt for at komme til at spille

Midtbanespilleren Kasper Fisker har været ude med en korsbåndsskade, men er på vej tilbage og øjner en ny mulighed. Han kæmper hårdt for at komme til at spille en form for rolle i den resterende del af sæsonen. FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport Efter at have ligget stille i to måneder, vender Superligaen snart tilbage. I den kommende uge vender Brøndby-spillerne tilbage i fuld holdtræning og har snart kampe at se frem til igen. Første kamp forventes at ligge i den sidste weekend af maj og den ligger sandsynligvis lige tidligt nok for Kasper Fisker, som dog håber og tror på at blive klar til nogle af de første kampe, efter han har været ude med en korsbåndsskade og undervejs blev sat tilbage. - Det er knap og nap, om jeg når at blive klar, men det bliver spændende. Men der er forskel på at være træningsklar og spilleklar. Jeg regner med at være i spil, måske ikke til den første kamp, men derefter, siger midtbanespilleren til 3point.dk. - Det handler om at gøre det på det rigtige tidspunkt. Situationen lige nu gør, at vi ikke rigtig har nogle skader, og jeg ser ikke mig selv som en vigtig brik lige nu, så jeg har tid til at gøre tingene rigtigt. Min krop skal vænne sig til skub og kamp igen, det har der jo ikke været meget af på det seneste. - Der er en masse spørgsmålstegn, men jeg håber og tror på at komme i spil til en af de første kampe, så på den måde er det en glædestid.
Ekstra chance
Kasper Fisker har kontraktudløb med Brøndby den 30. juni 2020 og det er endnu uvist, hvad der sker med spillere som ham, hvis sæsonen ender med at løbe i juli også. Men Fisker ser det som en mulighed nu, hvis han kan spille en rolle. - Lige nu ser jeg det som en ekstra chance, jeg har fået. Men det er lidt dobbelt, for uden corona havde jeg kunne genoptræne bedre, så måske udligner det sig på den måde. Men jeg ser det som en mulighed, og jeg kæmper og håber på at komme til at spille en eller anden form for rolle. Programmet for den resterende del af sæsonen forventes at ligge klar tidligt i den kommende uge.