Kasper Fisker: Jeg synes vi taber fortjent i dag
Brøndby skulle søndag eftermiddag forsøge at ride videre på en god uge, hvor man først havde slået OB og så Gdansk i torsdags. Sådan skulle det dog ikke gå, for

Brøndby skulle søndag eftermiddag forsøge at ride videre på en god uge, hvor man først havde slået OB og så Gdansk i torsdags. Sådan skulle det dog ikke gå, for man tabte 1-2 til AC Horsens. Gæsterne kom foran tidligt i kampen, men Kamil Wilczek fik udlignet. I anden halvleg lavede Paulus Arajuuri dog selvmål efter et hjørnespark til Horsens, og så kunne gæsterne rejse hjem med en sejr i bagagen. Brøndby og Horsens skulle søndag eftermiddag krydse klinger i 3F Superligaen. Gæsterne kom godt fra start og ville gerne spille med, og Brøndby kunne ikke rigtig få det til at fungere. Gæsterne kom foran 1-2 i anden halvleg på et selvmål, og denne føring holdt helt til slutfløjt. Brøndbys Kasper Fisker var efter kampen skuffet over præstationen, men erkendte nederlaget. - Jeg synes alt går galt i dag. Et er at tabe til Horsens på hjemmebane, men noget andet er at tabe fortjent til Horsens på hjemmebane. Det er det, vi skal tage at se på. Vi taber fortjent hjemme mod Horsens, og det er på ingen måder acceptabelt. - Vi er ikke overraskede over hvad Horsens kommer med i dag. Jeg mener, at det ligger hundrede procent hos os selv. Vi starter for sløjt, og vi starter med at spille i alt, alt for lavt tempo. Vi tror, at vi kan dominere kampen med vores flotte spil og det kan vi ikke. Vi er ikke så meget bedre end vores modstandere, at vi ikke bliver nødt til at gå til den alle mand og give alt hvad vi har, hvilket jeg ikke synes vi gør i dag. Fisker mener blandt andet, at Horsens-sejren var fortjent, fordi gæsterne spillede lige så godt med bolden som Brøndby, selvom de til sidst bare kørte sejren hjem. - Jeg synes først at det er da de er foran 1-2, at de stiller sig lidt ned. Ellers synes jeg de spiller rigtig godt med. De spiller lige så flot med bolden, som vi gør, og de spiller lige så meget, som vi gør, og kommer med meget af det samme. - De prøver så at tage tempoet ud af kampen, men det var vi forberedte på. Jeg synes at det alt afgørende i den her kamp det er, at vi ikke bare kan vinde over vores modstandere fordi vi spiller på hjemmebane og hedder Brøndby. Vi skal bidrage og give alt hvad vi har i hver eneste kamp og gør vi så det, så er vi også meget bedre end Horsens. De viser i dag at de godt kan spille med og så er det også fortjent, at de får en sejr på Brøndby Stadion. - Vi smider Paulus op på toppen i de sidste 10 minutter og det synes jeg vi lykkedes fint med. Uhre får en pæn chance på det og nok også et straffespark på det, som dommeren ikke gider at dømme. Om der er straffe eller ej, ved jeg ikke, men det giver i hvert fald noget tumult oppe foran og lidt andenbolde, fordi vi ikke rigtig kunne spille os igennem. Så på det punkt synes jeg at det lykkedes meget godt. Det er dejligt, at vi kan sige til os selv, så prøver vi med plan c, d, e eller f, hvis de andre først ikke virker. Så det var egentlig fint at gøre det i dag. Dommer Anders Poulsen var ikke en populær herre på Brøndby Stadion denne aften og Kasper Fisker synes da heller ikke at dommeren ramte topniveau. - Jeg føler faktisk, at vi bliver lidt bortdømt. Jeg bliver meget sur på dommeren. Først er der den med Hedlund. Der er kontakt og er det nok, ja det ved jeg ikke, men det er nok et skøn. Nummer 2 på Uhre synes jeg er klar. Der bliver han løbet ned og der syntes jeg der klart er straffespark, men dommeren kan sikkert også sige der ikke er, så det gider jeg ikke bruge så meget tid på. Jeg mener først og fremmest bare, at vi bør kigge på os selv. Næste kamp for Kasper Fisker og co. er på torsdag når det går løs mod Braga i Europa League kvalifikationen.