Kasper Fisker: Føler mig privilegeret
Kasper Fisker glæder sig over at resultatet faldt ud til Brøndbys fordel i den vanvittige 5-3-kamp. Han føler sig priviligeret over de oplevelser han får i den

Kasper Fisker glæder sig over at resultatet faldt ud til Brøndbys fordel i den vanvittige 5-3-kamp. Han føler sig priviligeret over de oplevelser han får i den gule trøje. 29-årige Kasper Fisker er faldet godt til i Brøndby og søndag aften var han med i den vanvittige 5-3-kamp mod Lyngby på Brøndby Stadion. Midtbanespilleren spillede hele kampen og leverede en assist. Efter opgøret mødte 3point.dk den løbestærke midtbanespiller og han lagde ikke skjul på, at det var en vild kamp at være med i. - Ja, det var vildt. Jeg blev interviewet lige efter kampen og der var jeg faktisk lidt i tvivl om, hvad der stod på måltavlen. Jeg vidste bare, at vi havde vundet. Det var en vild kamp på mange måder, men super fedt at det endte ud med en sejr. Vi gav tilskuerne en mega fed kamp og der var en masse spillere, der fik selvtillid, siger han til 3point.dk og fortsætter: - Selvfølgelig skal vi have kigget på forsvarsspillet og de fejl vi laver, men det var en fed kamp og en fed aften, synes jeg. Alexander Zorniger talte efter kampen om en stærk mentalitet hos spillerne. Det istemmer Kasper Fisker, som glæder sig over en sejr på en dag, hvor man også begår store fejl, der koster mål. - Vi angriber og angriber, og selvom vi får et par slag i hovedet en gang i mellem, kom vi heldigvis stærkt tilbage. Det viser, at vi har kvaliteten, men også at vi har viljen og ikke bare giver op, fordi vi får lidt modgang. Det er stærkt at vinde på de dage, hvor man laver den type fejl. - Det viser også hvilken bred trup vi har, at vi kan sætte folk ind fra bænken, der gør det godt. Vi sætter Vigen ind, som vender kampen med tre mål og vi har Simon (Tibbling, red.), der ikke en gang kommer ind i dag. Vi har en bred og god trup og det er pisse fedt. - Vi ville vinde, så det handlede om hele tiden at angribe og bygge på. Vi kunne mærke, at vi havde momentum i kampen. Vi fik bare et hårde slag, som gjorde, at de kom tilbage i kampen. Vi havde hele tiden troen på det og vi kunne mærke, at vi var det bedste hold på banen. Kasper Fisker har været involveret i tre kampe på sin nye hjemmebane i Brøndby og det er endt med tre sejre. Oplevelsen med sejren over Lyngby var stor, men Fisker føler sig priviligeret over alle de oplevelser, han får i den gule trøje. - Jeg har ikke tabt på Brøndby Stadion endnu og det er selvfølgelig super fedt. Jeg håber det bliver ved. Jeg føler mig privilegeret med hver eneste oplevelse jeg får herinde (på Brøndby Stadion, red.) og især sejre som i dag. Men også det at prøve at være bagud ved pausen, for der er bare et anderledes pres her. Folk forventer en sejr. Men så handler det om at steppe op og det gjorde vi i dag (i går, red.). Kasper Fisker står indtil videre noteret for en enkelt scoring for Brøndby (i Europa League) og en enkelt assist (i Superligaen).