Kaptajn Larsson: Vi ser det som positive udfordringer
Når der er mulighed for at slå eller tangere en rekord eller bryde en stime, ser Brøndby-holdet det i højere grad som positive udfordringer end som et pres, for

Når der er mulighed for at slå eller tangere en rekord eller bryde en stime, ser Brøndby-holdet det i højere grad som positive udfordringer end som et pres, fortæller Johan Larsson. Søndag aften hentede Brøndby sejr nummer syv på stribe i Superligaen. En sådan stime har Brøndby ikke sammensat siden år 2005 og generelt står mange statistikker for fald i øjeblikket. Hvor det tidligere har været et pres for Brøndby-spillerne, fortæller kaptajn Johan Larsson, at man nu i højere grad ser på det som positive udfordringer. - I sidste sæson havde vi lidt problemer med disse kampe. Når vi havde vundet fem i træk og der begyndte at blive talt om, at Brøndby ikke havde vundet seks i træk i fem år, så blev den sjette kamp bare noget lort, fordi vi tænkte for meget over det. Nu går vi ud og ser det mere som en udfordring, siger han til 3point.dk. - Brøndby har ikke vundet syv kampe i træk i 12 år. Vi ser det bare som udfordringer og tænker, at det kunne være sejt, at slå hul på den og den. Vi er mere solide hvad det angår. Vi ser det som udfordringer, mere end som pres. - Vi gør det vi skal, og så kommer det, som medier og aviser godt kan lide at skrive om, også. Inden i dag blev der talt om, at FCN havde vundet her de seneste par gange, men det var bare en positiv udfordring for os. Stadig ting at arbejde på Johan Larsson kunne i 4-2-sejren over FC Nordsjælland notere sig for sin femte assist i Superligaen i denne sæson. Det var godkendt, mener svenskeren, der dog stadig ser plads til forbedring. - Det var godkendt i dag i hvert fald. En fin assist og nogle fine indlæg. Jeg fik lagt lidt pres på Silva også, så det var fint at spille mod ham igen. Men der er stadig ting at arbejde på. - Da vi kom foran 4-0, lettede vi trykket lidt og så fik de scoret to gange. Vi har tidligere smidt to-måls-føringer, så det var godt, at vi fik lukket kampen tidligere i dag og havde scoret fire. Jeg synes vi spillede en god kamp som hold og var meget solide. Brøndby-kaptajnen har haft en god uge. Først var han med det svenske landshold på San Siro, hvor de nordiske naboer noget sensationelt spillede sig til VM på bekostning af Italien. Det var en stor oplevelse, men har også kostet kræfter, fortæller Larsson. - Det har været lidt svært at komme hjem, efter den type kamp Sverige spillede i Italien og den type fejring, vi også havde. Så kom jeg tilbage til virkeligheden. Det var en udfordring, men det skal man også kunne. - Nu var det første gang for mig, hvor jeg var med landsholdet. Det har været en udfordring mentalt og jeg har været træt hele ugen egentlig. Så det er selvfølgelig dejligt, at vi vandt kampen. Næste udfordring for Johan Larsson og holdkammeraterne er en udekamp mod Silkeborg i den kommende weekend.