
Teis Markfoged
Kamptidspunkter med konsekvenser - samarbejdsklubsdag udskudt i Brøndby
Samarbejdsklubdagen 2025 er i Brøndby blevet udskudt på grund af skæve kamptidspunkter.

Samarbejdsklubdagen i Brøndby IF er blevet udskudt på ubestemt tid på grund af de mange sene kamptidspunkter, som Brøndby er blevet ramt af i efteråret.
Brøndbys kampprogram i efteråret er præget af sene og skæve kamptidspunkter både i Superligaen og i pokalturneringen. Mandagskampe med kampstart klokken 19.00, søndagskampe både hjemme og på tværs af landet med kampstart klokken 20.00 og et par pokalkampe med det Champions League-klingende kamptidspunkt 20.45.
Der har været sagt og skrevet meget om kamptidspunkterne den seneste tid, og de er, som de er, på grund af den tv-aftale, som Divisionsforeningen på vegne af klubberne har forhandlet med tv-stationerne. Søndag klokken 20.00 er et ekstra kamptidspunkt, som tages i brug, når mandagskampen på TV2 ikke kan spilles på grund af enten landskampspause eller pokalkampe i midtugen.
Men uanset hvad man måtte mene om kamptidspunkterne, så har de nu konsekvenser i Brøndby IF. Det har de for fremtidens fans. Samarbejdsklubsdagen 2025 er nemlig indtil videre udskudt på ubestemt tid på grund af de skæve kamptidspunkter, Brøndby er blevet ramt af i efteråret. Brøndby IF bekræfter over for 3point.dk, at det er rigtigt, at samarbejdsklubdagen er udskudt på ubestemt tid.
Samarbejdsklubsdagen skulle have været afholdt til hjemmekampen mod OB, men måtte rykkes på grund af kamptidspunktet. I første omgang håbede man på hjemmekampen mod FC Nordsjælland i november, men også den blev tildelt kamptidspunkt klokken 20.00.
Med kamptidspunkterne i de resterende kampe i efteråret, som er blevet offentliggjort, har man set sig nødsaget til at udskyde samarbejdsklubdagen på ubestemt tid. Der bliver altså ikke en samarbejdsklubdag i indeværende kalenderår, men i Brøndby Masterclass Samarbejdet sigter man i stedet efter at afholde dagen senere på sæsonen, hvis kampprogrammet tilsmiler de blå/gule og børnene, hvor en klokken 20-kamp for langt de flestes tilfælde er for sent.
Hvert år afholder Brøndby IF den store samarbejdsklubdag. Her inviterer Brøndby IF sine samarbejdsklubber til en festdag på Brøndby Stadion. Ved indløb til kampen repræsenterer spillere fra samarbejdsklubberne deres klub, når de går på banen med spillerne, mens de resterende cirka 4.000 holdkammerater fra samarbejdsklubberne indfinder sig på Nordtrubunen.
I pausen af kampen er der en æresrunde, hvor alle spillere, trænere og ledere fra U/8 til U/12 har mulighed for at løbe rundt om banen og blive hyldet af fansene på stadion - naturligvis mens de stolt viser deres klubs farver og logoer frem.
Herunder kan du se den fulde oversigt over Brøndby IFs kamptidspunkter i efteråret:
Lørdag den 13. september: Brøndby IF - FC København klokken 15.00
Søndag den 21. september: AGF - Brøndby IF klokken 18.00
Onsdag den 24. september: B.93 mod Brøndby IF klokken 20.45
Søndag den 28. september: Brøndby IF mod OB klokken 20.00
Søndag den 5. oktober: FC Fredericia mod Brøndby IF klokken 20.00
Søndag den 19. oktober: Brøndby IF - AGF klokken 16.00
Mandag den 27. Oktober: OB - Brøndby IF klokken 19.00
Torsdag den 30. Oktober: FC Nordsjælland - Brøndby IF klokken 20.45
Søndag den 2. november: Silkeborg IF - Brøndby IF klokken 20.00
Søndag den 9. november: Brøndby IF - FC Nordsjælland klokken 20.00
Søndag den 23. november: FC København - Brøndby IF klokken 12.00
Mandag den 1. december: Brøndby IF - FC Fredericia klokken 19.00
Mandag den 8. december: Vejle B - Brøndby IF klokken 19.00