3POINT
Nyheder25. maj 2016

Kamper: Altid specielt for mig i Brøndby

Jonas Kamper var mandag tilbage på sin tidligere hjemmebane, da han og Viborg slog Brøndby 1-0. Kantspilleren fortæller, at det altid er specielt for ham at kom

3point person
3point.dk25. maj 2016

Jonas Kamper var mandag tilbage på sin tidligere hjemmebane, da han og Viborg slog Brøndby 1-0. Kantspilleren fortæller, at det altid er specielt for ham at komme i Brøndby og at han elsker at komme i klubben. Det var den tidligere Brøndby-spiller Jonas Kamper, der kunne smile bredest efter mandagens kamp på Brøndby Stadion. Da han efter kampen mødtes med venner og bekendte i klubben, kunne han samtidig glæde sig over en 1-0-sejr til ham og holdkammeraterne fra Viborg. - Det blev ikke en køn kamp. Vi fik en god start og derfor blev det lidt på vores præmisser. Vi føler godt vi kunne have scoret flere mål i første halvleg og gik ud til anden halvleg med troen på, at vi kunne lukke den på en kontra. Det kostede mange kræfter i dag, for vi løb rigtig mange meter uden bolden og havde ikke det fornødne overskud til at få spillet chancerne store i anden halvleg. Derfor blev det Brøndby, der pumpede lange bolde op, noget som ikke er en af deres styrker, men som vi er gode til at håndtere. Det blev meget duelpræget og så trak vi det længste strå. Men vi var godt ramt til sidst, sagde Kamper til 3point.dk efter kampen.

Danmarks bedste hjemmebane

Selvom det er nogle år siden Jonas Kamper forlod Brøndby og der er løbet meget vand gennem åen siden, er Brøndby stadig et helt specielt sted for ham at komme. Kunne du godt tænke dig at komme tilbage til Brøndby en dag? - Jeg har en to-årig kontrakt med Viborg, som jeg næsten lige har forlænget. Min familie og jeg er glade for at være i Jylland, men det er klart, at Brøndby altid vil være specielt sted for mig at komme. Det var det også i dag. Jeg elsker at være her og jeg kender rigtig mange dejlige mennesker i og omkring klubben, så det er altid specielt og sjovt for mig. - Hvis muligheden kom en dag, måtte vi tage det op. Det ville være svært at sige nej til, men jeg har en Viborg-kontrakt at forholde mig til og jeg er glad for at være i klubben. Jeg fik det sidste af min ungdomstid og starten af min seniorkarriere i Brøndby med titler og mesterskaber, så Brøndby ville også være at komme 'hjem' for mig. Det er hypotetisk at snakke om, for jeg har en kontrakt at forholde mig til. - For mig er det stadig Danmarks bedste hjemmebane. Fantastisk kulisse og intensitet hver eneste gang. Jeg kan godt lide at komme her og vil nok også komme her i fremtiden. Om det bliver som modstander, som fan eller hvad det bliver, må tiden vise.

Håber den nye strategi lykkes

Selvom det er ved at være ti år siden Kamper forlod Brøndby til fordel for tysk fodbold, håber han stadig det bedste for klubben. Han glæder sig til at se den nye træner og strategi i arbejde på vestegnen. - Brøndby er et af Danmarks fodboldflagskibe. Selvfølgelig har det været en lidt død periode. Det har stået lidt skidt til, siden jeg forlod dem, siger Kamper og bryder ud i et stort grin, inden alvoren indfinder sig igen. - De forsøger nu med en ny strategi og det håber jeg lykkes. Der kommer en ny træner til sommer, som måske kan lægge en lidt strammere struktur og via den struktur og hårdt arbejde, få spillet til at flyde igen, og få Brøndby helt op i toppen af Superligaen, hvor alle også mener de hører hjemme. Med de faciliteter, fans og opmærksomhed de har i ryggen, er det et hold, der burde være med i toppen hvert eneste år. Så det håber jeg, at de kommer igen. Jonas Kamper skiftede i 2006 fra Brøndby til Armenia Bielefeld i Tyskland. Han var en del af holdet med Thomas Kahlenberg, Johan Elmander og Daniel Agger, der vandt The Double tilbage i 2004/2005.

Mest kommenterede nyheder