3POINT
Nyheder28. jul. 2019

Kamil Wilczek blev helten, da stærke Brøndby vendte 1-2 til 3-2

Brøndby IF og OB spiller altid underholdende kampe. Således også denne søndag, hvor Brøndby endte med at trække sig sejrrigt ud af opgøret med en 3-2-sejr. FOTO

3point person
3point.dk28. jul. 2019

Brøndby IF og OB spiller altid underholdende kampe. Således også denne søndag, hvor Brøndby endte med at trække sig sejrrigt ud af opgøret med en 3-2-sejr. FOTO: Teis Markfoged Mens Brøndbys kampe mod OB i sidste sæson ofte var livlige og chancerige, startede søndagens kamp på Brøndby Stadion noget mere stille ud. Brøndby var klart spildominerende, men uden dog at komme frem til de helt store chancer. OB, som ellers var dygtige til at splitte Brøndbys defensiv til atomer i sidste sæson, spillede ofte overraskende primitivt med lange bolde op mod Sander Svendsen, som skulle løbe om kap med forsvaret. Derfor var det da heller ikke ufortjent, at det var Brøndby der kunne udnytte kampens første egentlige chance. Jesper Lindstrøm, der havde fået chancen fra start i stedet for Simon Tibbling, tryllede på venstrekanten, og fandt Simon Hedlund, der var løbet dybt. Hedlund satte sin direkte modstander og kom igennem mod målmanden, som stormede frem mod ham. Men i stedet for at forsøge afslutningen, lagde Hedlund smart bolden tilbage til Lindstrøm, der var løbet i position, og som smadrede bolden over i det lange hjørne. Et smukt mål af Lindstrøm, og en efterfølgende fremragende jubelseance, hvor man virkelig kunne mærke, hvad dét mål betød for den unge Brøndbydreng. OB havde på dette tidspunkt ikke været i nærheden af noget, som ikke blev dømt offside, men de dybdeløb, som Sander Svendsen tog mod Hjörtur Hermannsson lå hele tiden og lurede. Til gengæld blev OB nærmest aldrig farlige i den anden forsvarsside, hvor Anton Skipper debuterede. Den unge forsvarsspiller stod solidt i billedet med en udmærket debut, hvor han vandt mange dueller, og i det opbyggende spil ikke tog de store chancer, og derfor heller ikke lavede mange fejl. Ti minutter før pausen udlignede OB, da Sander Svendsen fik bolden i feltet. Han forsøgte udfordringen, som han tabte, men returbolden havnede for fødderne af Jacob Barrett Laursen, som fik tacklet bolden op på benet, hvorfra den fortsatte ind på Jens Martin Gammelbys ankel og snød Marvin Schwäbe i målet. Et mål, som kandiderer til at være det heldigste på Brøndby Stadion i meget, meget lang tid, men de tæller alle lige meget, og dermed havde OB bragt sig tilbage på 1-1. Fem minutter senere havde Brøndby en stor chance for at komme tilbage i front, da Gammelby brød igennem i højresiden. Det flade indlæg havnede for fødderne af Lindstrøm, som fik skuddet blokeret. Returbolden dumpede ned hos Kaiser, som huggede til den første gang og Oliver Christensen måtte diske op med en flot parade for at holde Brøndby fra fadet. I starten af anden halvleg var begge hold lidt mere offensive og afprøvende. Jens Martin Gammelby og Simon Hedlund havde gode muligheder for Brøndby, mens Bashkim Kadrii fik en kæmpe chance i den anden ende. Men mens Brøndby vadede i store og små muligheder, tog OB teten. En lang bold op til Troels Kløve endte hos Anders K. Jacobsen, der trykkede af fra kanten af feltet. Bolden ramte Anthony Jung på armen, og det betød straffe til OB. Et straffespark som Bashkim Kadrii var usvigeligt sikker på, og så var OB, stik mod spil og chancer, foran. Brøndby forsøgte at slå tilbage, men skabte ikke de helt store chancer. Ind kom Simon Tibbling og Mikael Uhre, og det skulle vise sig at være klogt. Uhre var livlig på venstrekanten, og efter 77 minutter rev han sig fri og spillede bolden ind i feltet, hvor Simon Tibbling lynhurtigt sendte den videre til Kamil Wilczek, der kæmpede sig foran sin direkte modstander og bankede bolden op i målhjørnet. Flot mål af Brøndby, som i den grad også havde fortjent det. Ti minutter senere leverede Brøndby endnu engang efter samme overskrift. En indskifter - denne gang Kasper Fisker - til Simon Tibbling. Tibbling med indlæg, som denne gang rammer ind i panden på Kamil Wilczek, som stensikkert headede Brøndby tilbage i front. Med sejren er Brøndby nu nummer tre i Superligaen med syv point for de første tre kampe.

Mest kommenterede nyheder