Kaiser: Vi finder hinanden på midten lige nu
Niels Frederiksen har i denne sæson haft Lasse Vigen, Josip Radosevic og Dominik Kaiser som sine førstevalg på midten. Det har givet nogle stærke relationer og

Niels Frederiksen har i denne sæson haft Lasse Vigen, Josip Radosevic og Dominik Kaiser som sine førstevalg på midten. Det har givet nogle stærke relationer og det glæder Dominik Kaiser. FOTO: Ian Nielsen/Ian Foto Sport Brøndby har i denne sæson spillet syv kampe indtil nu. Det har betydet seks startopstillinger med Lasse Vigen, Josip Radosevic og Dominik Kaiser på midten. Den kontinuerlige spilletid til de tre midtbanespillere har givet nogle gode relationer. Dominik Kaiser glæder sig over udviklingen, hvor han mener, at det vigtigste er, at de får det bedste frem i hinanden på banen. Det nye system har også givet tyskeren mere plads til at komme frem i banen, og det glæder ham. Han understreger, at holdets udvikling er vigtigst, og at der er en lys fremtid for holdet. - Der er kommet nogle gode relationer mellem Lasse, Josip og mig. Vi bakker hinanden godt op og det er vigtigt for et hold. Alle har sine kompetencer og det gælder om, at alle får det bedste frem i deres spil. Radosevic er vigtig for strukturen og det giver mig noget mere plads frem af banen, når han står på midten. - Vi finder alle tre hinanden lige nu, og det er en god forudsætning for, at vi kan udvikle os sammen. Jeg har muligheden for at gå i feltet nogle gange lige nu og være farlig. Det er jeg glad for. Jeg håber, at jeg kan fortsætte med at hjælpe holdet. Det vigtigste er, at vi udvikler os som et hold, og spiller stærkt sammen. Vi er godt på vej, og jeg ser lyst på vores fremtid, fortæller Kaiser til 3point.dk.
Gælder om at holde sig på sporet
Dominik Kaiser har leveret nogle fine præstationer i sæsonstarten, men hovedpersonen selv føler, at det bliver bedre endnu. Brøndby har en masse nye idéer med systemændringen og de fungerer ifølge Kaiser fint lige nu. Han håber, at man kan holde sig på sporet og få en god sæson. - Jeg er glad. Jeg har fået en god start på sæsonen og jeg føler, det bliver bedre og bedre. Specielt på bolden. Vi har mange nye idéer, og det fungerer godt lige nu, men det er starten på sæsonen. Det gælder om at holde sig på sporet, så er jeg sikker på, at vi får en god sæson. Det er nok ikke gået manges næse forbi, at der var en fremragende stemning på Brøndby Stadion mod Lechia Gdansk. Dominik Kaiser håber, at man kan få lignende scenearier igen. Han kalder stemningen på Brøndby Stadion speciel og han nyder at spille på Vestegnen. Han håber at se mange fans til kampene mod AC Horsens og Braga, da de bliver svære. - Man kunne mærke fansene specielt mod Lechia Gdansk. Det var ekstraordinært og det var helt fra før opvarmningen. Jeg har spillet foran mange mennesker i Tyskland og jeg vil egentligt ikke sammenligne, men jeg kan bruge et ord her. Det er specielt her. Jeg har også spillet på nogle fede stadions i Tyskland, hvor der var gode fans. Det er Brøndby Stadion, og man kan ikke få det samme andre steder. Jeg elsker at spille på det her stadion. Der er gule trøjer overalt, og det ser bare godt ud nede fra banen. Fansene er fantastiske. Stemningen og larmen mod Gdansk var speciel, og det var en dejlig aften for spillere og fans. Jeg føler mig ret sikker på, at fansene vil fortsætte sådan, og vi har brug for dem. Vi skal spille to svære kampe over den næste uge. Kampen mod AC Horsens har kick-off klokken 16.00 i dag, hvis man vil følge Kaisers ønske, så kan der købes billet her.