Kaiser: Var ikke på niveau til at vinde en Superliga-kamp
Midtbanespilleren mener ikke, at det niveau, som Brøndby viste i gårsdagens 3-0-nederlag mod AGF, var nok til at vinde en kamp i 3F Superligaen. FOTO: Teis Mark

Midtbanespilleren mener ikke, at det niveau, som Brøndby viste i gårsdagens 3-0-nederlag mod AGF, var nok til at vinde en kamp i 3F Superligaen. FOTO: Teis Markfoged AGF gæstede søndag aften Brøndby Stadion i en kamp, hvor Brøndby aldrig rigtigt formåede at skabe de helt store chancer, og hvor AGF fik scoret hele tre mål og tog de tre point med hjem til Aarhus. Dominik Kaiser erkender, at præstationen var forfærdelig, og at de blå-gule viste et meget ringe niveau i kampen. - Første halvleg var okay, men anden halvleg var en virkelig dårlig præstation. Over hele kampen og på alle positioner på banen må vi erkende, at vi ikke var på niveau til at vinde en Superliga-kamp. Vi indkasserer tre mål, de skaber en masse store chancer, så det var en fortjent sejr til dem. Vi bør ikke kunne spille sådan en her kamp på denne måde - og især ikke på vores hjemmebane, siger Kaiser til 3point.dk og fortæller, at især offensiven haltede. - I løbet af de sidste par uger har jeg i alle kampe haft følelsen af, at vi har været i stand til i hvert fald så at skabe noget offensivt, nogle afslutninger og farlige situationer. Men i dag havde vi kun nogle småfarlige chancer i første halvleg, men ikke med kvalitet. Generelt fandt vi ikke pladsen på den sidste tredjedel, og de forsvarede godt, for vi havde ingen idéer fremad banen. Vi har haft nogle rigtig gode kampe på det seneste, men det her var en virkelig dårlig kamp. Brøndby spiller næste gang ude mod FC Midtjylland.