Kaiser: Skal tro mere på vores styrker - også på bolden
Det er i Brøndbys DNA at spille som under Alexander Zorniger, så det skal de fortsætte med. Men de skal tro mere på egne styrker - også i spillet med bolden, si

Det er i Brøndbys DNA at spille som under Alexander Zorniger, så det skal de fortsætte med. Men de skal tro mere på egne styrker - også i spillet med bolden, siger Dominik Kaiser. FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport Brøndby er i gang med forberedelserne til søndagens meget vigtige kamp mod Randers på Brøndby Stadion. Der er vigtige point på spil for begge mandskaber, som ligger i det store midterfelt, der kæmper om at komme med i den forjættede top seks. Alexander Zorniger er fortid og Martin Retov har overtaget tøjlerne som cheftræner midlertidigt. Midtbanespilleren Dominik Kaiser forventer et Brøndby-hold, der holder fast i spillestilen, men som måske vil lede efter lidt andre løsninger og så skal de tro mere på deres styrker - også på bolden. - Den måde vi spiller på er Brøndbys DNA. Vi skal være aggressive, aktive og spille med bolden. Vi skal have en god struktur og spille hurtigt på modstanderens banehalvdel, siger han. - Men Martin (Retov, red.) nævnte også til træning, at vi måske nogle gange skal være lidt mere rolige med bolden og tro på vores styrker, også når vi har bolden. Så kan vi finde andre huller at spille i, måske mere på siden. - Vi har fire virkelig, virkelig vigtige kampe nu her, og vi skal ud og have nogle point, slutter den tyske midtbanemand. Kampen mellem Brøndby og Randers fløjtes i gang klokken 18.00 på søndag.