Kahlenberg: Vi viser stor styrke
Thomas Kahlenberg er tilfreds med dagens 2-0-sejr over FC Nordsjælland. Den rutinerede midtbanespiller glæder sig over, at man formåede at køre sejren sikkert i

Thomas Kahlenberg er tilfreds med dagens 2-0-sejr over FC Nordsjælland. Den rutinerede midtbanespiller glæder sig over, at man formåede at køre sejren sikkert i hus. Thomas Kahlenberg spillede hele kampen, da Brøndby slog FC Nordsjælland med 2-0 søndag aften. Sejren kom i hus, efter at Brøndby formåede at afværge et tændt FC Nordsjælland i begyndelsen af opgøret. - De kom blæsende, og vi skulle stå meget imod deres pres. Så det var en tung start, men vi fik langsomt ædt os ind i kampen og blev også bedre til at holde i bolden. Og så er det jo bare klasse, at vi scorer på en dødbold, når vi får chancen. Det er mål, der afgør fodboldkampe, og det var bestemt også tilfældet i dag, fortæller Thomas Kahlenberg til klubbens hjemmeside. Kahlenberg er godt tilfreds med, at det lykkedes holdet at kæmpe sig ind i opgøret efter den dårlige start og derefter tage styringen. - Efter det første mål får vi lidt bedre fat, og Ronnie (Schwartz red.) scorer så et flot andet mål. Og derefter viser vi stor styrke i at holde føringen hjem hele vejen og holder dem fra fadet det meste af kampen. Vi vidste godt på forhånd, da vi så banen, at vi ikke skulle ud og spille champagnebold, så det var en rigtig god sejr, vi kæmpede os til. 2-0-sejren blev grundlagt på scoringer af anfører Daniel Agger og Ronnie Schwartz.