Kahlenberg om opstart: Fokus på det offensive spil
Thomas Kahlenberg fortæller, at holdet vil arbejde på det offensive spil i opstarten til forårssæsonen. Anføreren slår dog fast, at det er vigtigt også at bevar

Thomas Kahlenberg fortæller, at holdet vil arbejde på det offensive spil i opstarten til forårssæsonen. Anføreren slår dog fast, at det er vigtigt også at bevare den defensive stabilitet. FOTO: Robert Hendel Brøndby har igennem efteråret haft problemer med at få det offensive spil til at køre. Især kanterne har været en akilleshæl, hvor cheftræner Thomas Frank har haft vanskeligt ved at finde sine foretrukne spillere. Anfører Thomas Kahlenberg ser problemerne i offensiven og fortæller, at det offensive spil er i fokus i opstarten frem mod forårsæsonen. - Det offensive spil er vores fokusområde. Det er tydeligt, at det er i defensiven, vi har været bedst. Men man kan ikke sige, at det er forsvarsspillerne der har været gode, og angriberne der har været dårlige. Det er hele holdet, vi spiller og agerer på. Vi skal finde flere løsninger til offensiven og have mere kvalitet, men det kommer, som vi træner på det, siger den 32-årige midtbanespiller til 3point.dk. Kahlenberg vil dog ikke gå på kompromis med den solide defensiv for at få mere gang i målscoringen. - Selvfølgelig skal det ikke være sådan, at vi scorer 30 procent flere mål, men så lukker 50 procent flere ind. Vores spil skal ikke ændres radikalt. Vi skal bevare vores defensive stabilitet, men vi skal blive bedre til at producere målchancer og omsætte dem til mål. Brøndby var det femte mest scorende hold i Superliga-efteråret, hvor der blev fundet vej til netmaskerne 27 gange i 18 kampe. Defensivt har Brøndby 20 mål ind.