3POINT
Nyheder8. sep. 2016

Kahlenberg øjner comeback i nær fremtid

Thomas Kahlenberg træner nu fuldt med holdet i Brøndby igen og han begynder at øjne et snarligt comeback, selvom han ikke tør sætte en bestemt dato på. Brøndby-

3point person
3point.dk8. sep. 2016

Thomas Kahlenberg træner nu fuldt med holdet i Brøndby igen og han begynder at øjne et snarligt comeback, selvom han ikke tør sætte en bestemt dato på. Brøndby-anfører Thomas Kahlenberg kan snart gøre comeback i den gule og blå trøje. Han har været ude med en drilsk skade - en skade i en baglårssene - længe, men nu træner han igen fuldt med holdet og det giver glæde hos Brøndbys nummer 7. - Det føles godt at træne igen, at være en del af holdet og at være på græs. Det har jeg været i noget tid nu, men det har primært været fysisk arbejde og individuelt baseret. De seneste dage har jeg også været en del af den kollektive træning og det har været fedt. Men selvom jeg føler mig i god grundform og har arbejdet hårdt gennem længere tid, så er fodboldbevægelser noget helt andet. Omvendt går det også hurtigt, når man har grundformen på plads, siger han til 3point.dk og forklarer om skaden: - Den skade jeg har forsvinder ikke bare fra den ene dag til den anden. Det er noget der skal bygges op over tid og i forhold til de rigtige doseringer. Der kan du kontrollere tingene bedre, når du træner for dig selv, i forhold til når du er en del af spillet og bolden er med.

Mentalt hårdt

Thomas Kahlenberg har i løbet af sin fodboldkarriere oplevet lidt af hvert i Frankrig, Tyskland og på landsholdet. Og han er ikke bleg for at indrømme, at denne skadesperiode har været hård for ham og at det kræver meget mentalt at sidde ude med en sådan skade, hvor man ikke kan sætte dato på comeback. - Jeg vil ikke forklejne andre alvorlige skader, men det sværeste er inde i hovedet. De skader hvor du ikke rigtig ved hvor lang tid det kræver, før du er tilbage, og hvad der specifikt skal til før det går i orden, er svære. Man kan sætte næsen op efter noget og blive skuffet undervejs. Det er hårdt mentalt og det har været det sværeste. - Men når nu jeg ikke har kunne være med, har det været lidt sjovere at sidde på lægterne, når det er gået så godt. Det har jeg kunne glæde mig over og man har lidt mindre skyldfølelse, når drengene gør det godt. Ikke at jeg havde spillet lige meget hvad, for det er ikke sikkert. Det er svært at gøre det meget bedre end at ligge nummer et, så det har givet ro i sjælen på den måde, siger han og fortsætter: - Jeg synes jeg har gjort alt hvad jeg kunne for at komme tilbage så hurtigt som muligt. Nu ser jeg endelig ud til at komme gennem nøglehullet.

Comeback i løbet af efteråret?

Mange blågule fans har længe trippet for at få kaptajn Kahlenberg i aktion igen. Det varer da heller ikke længe nu, forsikrer han, men tør stadig ikke sætte dato på comebacket på grønsværen. - Det ved jeg ikke. Lige nu glæder jeg mig bare over at jeg kan træne med bolden og bygge på. Jeg har været ude rigtig lang tid, så jeg skal selvfølgelig bruge noget tid. Hvor lang tid, må tiden vise. Jeg plejer at komme rimelig hurtigt i form og ovenpå, så jeg er fortrøstningsfuld omkring at jeg er tilbage inden for en nær fremtid. Men jeg vil ikke sætte dato på. Nu skal jeg først og fremmest ind i et kontinuerligt forløb og bygge på med trænerne uden at få setbacks. Så må vi også se, hvordan træneren ser situationen. Det er også en væsentlig del af det. - Jeg har ikke været kampdygtig siden Alexander Zorniger kom til og vi begyndte at spille som vi gør nu. Vi har haft stor succes med det, så der er selvfølgelig masser af konkurrence, men omvendt er det også nemmere at komme ind på et hold der fungerer. Jeg glæder mig til at spille en rolle og hjælpe drengene og få spillet noget bold. Hvilken position det så bliver på, er ikke afgørende, og det har vi ikke snakket om endnu. Flere af positionerne er centralt baseret og i min karriere har jeg både spillet mere offensivt og mere tilbagetrukkent. Jeg har spillet 10'er og kant tidligere, så der er ikke noget af det der er fremmed for mig. Jeg ser positivt på det. Afslutningsvis kan Kahlenberg fortælle om et godt forløb på det seneste, som også betyder, at han håber på at kunne komme tilbage i kamp i den nærmeste fremtid. - Jeg ville selv blive meget skuffet, hvis ikke det bliver i løbet af efteråret. Det tror og regner jeg helt sikkert med selv, men jeg kan ikke spå om hvad der sker i morgen. Som forløbet har været og også ud fra træningen i det sidste stykke tid, er der ikke noget der tyder på at jeg ikke skulle være kampklar inden for en nær fremtid. Anfører Thomas Kahlenberg kan snart runde 200 kampe i Brøndby-trøjen. Han står aktuelt noteret for 197 af slagsen med 41 mål til følge.

Mest kommenterede nyheder