Kahlenberg: Ikke gode nok på den sidste tredjedel
Brøndbys anfører Thomas Kahlenberg mener, at Brøndby kunne have vundet søndagens superligakamp mod FC København, hvis kvaliteten havde været der på banens sidst

Brøndbys anfører Thomas Kahlenberg mener, at Brøndby kunne have vundet søndagens superligakamp mod FC København, hvis kvaliteten havde været der på banens sidste tredjedel. Thomas Kahlenberg mener, at kampen mellem Brøndby og FCK blev en kamp med to vidt forskellige halvlege. Det fortæller han efter kampen til 3point.dk: -Ved halvleg er vi tilfredse med 0-0. Vi hang lidt efter dem i første halvleg, hvor vi ikke er gode nok på bolden. Men vi starter anden halvleg rigtig godt, vi får sat spillet som vi gerne vil, og spiller egentlig på den måde, vi gerne ville have startet kampen. Så får de en udvisning, som selvfølgelig også hjælper os. Derefter er det spil til et mål. Vi har vores muligheder, men vi er ikke dygtige nok på den sidste tredjedel. På en god dag havde vi scoret, fortæller Kahlenberg. Anføreren var tydeligt skuffet over visse elementer i Brøndbys offensive spil. -Jeg er skuffet over, at vi ikke formår at skabe mere. Austin får et par muligheder fra kanten af feltet, Schwartz får en chance som han sparker ind 9 ud af 10 gange, og så kommer vi rigtig tit bagom dem på kanten, hvor enten indlægget eller det rigtige løb mangler. Så mulighederne var der, men de forsvarer boksen godt, og vi mangler kvalitet, fortæller anføreren, som netop er vendt tilbage fra en langvarig skade. Han føler sig i god form. -Jeg synes, min form har været god fra Midtjyllandkampen og frem. Jeg spiller 90 minutter hver gang, og jeg synes egentlig, det har fungeret. Holdet fungerer også, og så er det selvfølgelig nemmere at komme ind på holdet. Jeg glæder mig over at spille igen, siger "Kalle", og slutter af med at gøre nogle tanker om Brøndbys aktuelle placering i Superligaen: -Det her var en gylden mulighed for os for at lukke hullet op til FC, men intet er dødt endnu. Vi skal fortsætte vores gode stime og vinde de sidste tre kampe, og så må vi se derfra. Chancerne for top-2 havde selvfølgelig været bedre hvis vi havde vundet i dag, og vi skal nok selv gøre rent bord for at komme derop. Jeg synes vi har niveauet til at være der, hvis vi kan fortsætte de takter, vi har vist. 32-årige Thomas Kahlenberg vendte hjem til Brøndby i 2013.