Kahlenberg: Handler ikke om bindet
Thomas Kahlenberg er anfører i Brøndby IF. Det ændrer sig ikke efter Daniel Aggers ankomst, men kaptajnen bifalder, at der nu er endnu en leder på holdet. Danie

Thomas Kahlenberg er anfører i Brøndby IF. Det ændrer sig ikke efter Daniel Aggers ankomst, men kaptajnen bifalder, at der nu er endnu en leder på holdet. Daniel Agger var viceanfører i Liverpool og anfører på det danske landshold. Derfor har der været spekuleret i, om forsvareren skal overtage bindet fra Thomas Kahlenberg i Brøndby IF. Det kommer imidlertid ikke til at ske, men de blå/gules anfører bifalder, at der med Aggers ankomst er kommet flere ledere på holdet. - Jeg kan sagtens forstå, I kan vende det på den måde, når nu Daniel er anfører og chefen på landsholdet, og det så er mig i Brøndby. Men jeg er også sikker på, at Daniel stadig vil optræde som en anfører i Brøndby, selv om det er mig, der bærer bindet. Sådan var det også, da jeg kom tilbage til Brøndby, siger Thomas Kahlenberg til BT og fortsætter: - Da var Mikkel Thygesen anfører. Det handler ikke så meget om selve bindet, men hvem der tager ansvar. Jeg er sikker på, at Daniel vil tage dirigentstokken både i det daglige og i kampene, og det er fint, at vi er flere, der kan det på Brøndby-holdet, slår Brøndbys anfører fast. Begge spillere var med fra start, da Danmark i onsdags tabte 2-1 til Tyrkiet i Odense, og det kan de meget vel være igen søndag aften i Telia Parken, når det danske landshold tager hul på EM-kvalifikationen mod Armenien. Det danske mål mod Tyrkiet blev i øvrigt sat ind af Daniel Agger på straffe.