Kahlenberg: Brøndby Stadion skal være et fort
Brøndby-anføreren vil have sejren i kampen mod FC Vestsjælland. Hjemmebanen på Brøndby Stadion skal være et fort, hvor det ikke er sjovt for modstanderne at kom

Brøndby-anføreren vil have sejren i kampen mod FC Vestsjælland. Hjemmebanen på Brøndby Stadion skal være et fort, hvor det ikke er sjovt for modstanderne at komme, mener han. Brøndby kan med en sejr over FC Vestsjælland kickstarte en lille stime, som indtil videre vil lyde på to sejre, og to hjemmebanesejre, i træk. De to hold spiller meget lige kampe, så derfor er det heller ikke givet på forhånd, at det ender med endnu en hjemmebanesejr. Brøndby-anføreren, Thomas Kahlenberg, har da også stor respekt for søndagens modstander. - Det er et Vestsjælland-hold, som vi har respekt for. Jeg synes de har spillet en positiv omgang fodbold i år, men de har også haft problemer på udebane, siger Kahlenberg til 3point.dk - Det er en kamp vi skal vinde, selvfølgelig. Vi går ind til den, som vi går ind til alle hjemmekampe. Vi skal ud og vise at vi vil tage initiativet og at vi vil vinde kampen. Kahlenberg er meget opmærksom på at Brøndby Stadion skal være et svært sted at spille. Sidste sæson var det dog ikke det værste sted at spille for vestsjællænderne, som formåede at tage derfra med to uafgjorte resultater. - Vi har respekt for at det er en svær kamp. Vi har ikke kørt nogen over endnu. Det vil vi selvfølgelig meget gerne på søndag, men vigtigst af alt er at vi får en sejr. Nu vandt vi sidst mod AaB. Brøndby Stadion skal være et fort. Det er et svært sted at spille for mange modspillere og det skal vi bygge videre på, udtaler Kahlenberg til 3point.dk. Det er blevet til et par hovedstødsmål fra Thomas Kahlenberg i denne sæson. Både på landsholdet og på klubholdet har han pandet bolden i mål. Måske kan Brøndbys fans forvente endnu et i morgen. Anføreren ville i hvert fald ikke have noget imod det! - Det ville ikke gøre noget, det har jeg ikke scoret på Brøndby Stadion endnu, så det må da godt komme på søndag, slutter Kahlenberg med et smil. Der er kickoff på Brøndby Stadion i morgen kl. 17.00.