Kæmpe forsvarsbrøler og store redninger kostede Brøndby point i Parken
FCK og Brøndby IF leverede en intens indsats i årtiets sidste derby. Masser af fight, dueller og store redninger i begge ender var opskriften på et derby, som e

FCK og Brøndby IF leverede en intens indsats i årtiets sidste derby. Masser af fight, dueller og store redninger i begge ender var opskriften på et derby, som endte 2-1 til FCK efter en scoring til allersidst. FOTO: Teis Markfoged Det var det tidligste derby nogensinde, der blev spillet søndag i Telia Parken. Klokken 11:45 var spillerne klar, men det var fansene også, så allerede et halvt minuts tid inde i kampen måtte den afbrydes grundet for meget røg på banen. Da kampen blev sat i gang igen, gik der blot et minut før spillerne også viste, at de i dén grad var klar. Brøndby-spillerne i hvert fald. Simon Hedlund snød Papagiannopoulos med vævre driblinger i venstresiden og lagde et indlæg mod bagerste stolpe, hvor Kamil Wilczek stod fuldstændig fri og headede bolden i mål via FCK-keeper Johnsson. Det hurtige mål gav Brøndby momentum i en kamp, som var præget af et hav af fejlafleveringer. Halvvejs i første halvleg burde Brøndby være kommet på 2-0, da Dominik Kaiser lagde et indlæg mod bagerste stolpe, som Kamil Wilczek fuldstændig missede. En kæmpe afbrænder, som skulle vise sig dyr for de blå/gule. Fem minutter senere fik FCK nemlig udlignet. Sigurd Rosted og Anthony Jung fejlede fuldstændig på sidelinjen, hvor Dame N'Doye i stedet erobrede bolden og satte i løb mod feltet. Han lagde det flade indlæg ind i mellemrummet, hvor Viktor Fischer kom stormende og satte indersiden på. Bolden strøg ind via fjerneste stolpe, og FCK var tilbage i opgøret. Resten af halvlegen var FCK markant bedre med, men alligevel var det Brøndby, der fik den største chance. Kamil Wilczek og Anthony Jung legede med Varela og Papagiannopoulos i venstresiden, inden Wilczek smækkede bolden mod bagerste stolpe, hvor Dominik Kaiser kom stormende frem og fik en fri hovedstødschance, som han headede nedad, men Kalle Johnsson i FCK-målet sprang frem med en mesterlig håndboldredning og holdt hjemmeholdet inde i kampen. To minutter før pausen kunne FCK endda være kommet foran, da Pieros Sotiriou kom højest på et hjørnesparksindlæg, men Schwäbe sprang ud i fuld længde og holdt fast i bolden. Derfor gik de to hold til pause med et mål hver. Efter pausen kom hjemmeholdet klart bedst ud, de pressede på mens Brøndby-forsvaret og særligt Marvin Schwäbe var på arbejde. Brøndby forsøgte at stabilisere mere ved at pille Hany Mukhtar ud, mens Lasse Vigen blev sat på banen. Efter 14 minutter kom den første store chance, da Pieros Sotiriou kom først på et hjørnesparksindlæg, men Schwäbe, som ellers var hoppet i en anden retning, fik hånden på og holdt Brøndby inde i kampen. Redningen gav sågar en omstillingsmulighed til Brøndby, men Hedlunds afslutning herfra sad lige på Johnsson. Brøndby var på dette tidspunkt blot statister, som stod ni mand omkring eget felt og lod FCK-spillerne spille udenom dem, stort set som det passede dem. Alligevel udeblev det store antal kæmpechancer, men når chancerne endelig kom, så var de også store. 11 minutter før tid burde hjemmeholdet være kommet foran. Dame N'Doye kom højest på et indlæg, som Santos headede mod mål, men Schwäbe fik smidt sig ned og leverede en klasseredning. Til allersidst presse Brøndby pludselig også på. Først da Kamil Wilczek spildte en friløber ved at gå selv i stedet for at spille en helt fri Hedlund. Minuttet senere, da Hedlund forsøgte at lægge bolden under Kalle Johnsson, som fik reddet. Igen et minut senere fik Brøndby så bolden i nettet. Frendrup kæmpede, Vigen fik lagt et indlæg, som Rosted headede til Simon Hedlund, som dirigerede bolden i mål. Der blev dog dømt offside. Men Brøndby ville igen mere. To minutter senere brød de igennem i venstresiden, hvor Simon Tibbling pludselig var alene med Kalle Johnsson, men igen hev målmanden en klasseredning op af ærmet. I stedet slog de til i den anden ende. Indskiftede Robert Mudrazija afdriblede hele Brøndbyforsvaret og lagde bolden bagud til Viktor Fischer, som igen satte en kølig inderside på indlægget og lagde den stensikkert i nettet bag Marvin Schwäbe. Målet blev kampens sidste chance, og dermed vinder FCK med 2-1 over Brøndby i årtiets sidste derby.