Kabongo: Det er for nemme mål
Det var en tydeligt skuffet Joel Kabongo, som 3point.dk talte med i mixed zone efter nederlaget på 3-2 på udebane mod FC Midtjylland, som ifølge stopperen havde

Det var en tydeligt skuffet Joel Kabongo, som 3point.dk talte med i mixed zone efter nederlaget på 3-2 på udebane mod FC Midtjylland, som ifølge stopperen havde fået nogle for nemme mål. Foto: Teis Markfoged I kampen mod FC Midtjylland var Kabongo og hans makker i forsvaret, Paulus Arajuuri, oppe mod en af Superligaens stærkeste angribere målt på de fysiske parametre i form af jydernes Paul Onuachu, der i snit denne sæson har scoret lige under et mål pr. kamp. Om den duel forklarede Kabongo til 3point.dk: - Jeg synes egentlig ikke han kommer til det store. Han har selvfølgelig nogle enkelte hovedstødssituationer, men det bliver ikke rigtig farligt. Det blev alligevel til et nederlag på 3-2, og efter kampen stod Brøndby-spilleren med en klar følelse i kroppen: - Det er en øv følelse vi står med lige nu. Det er aldrig godt, når man står som stopper og ser der er gået tre mål ind. De får nogle lidt nemme mål. Kabongo fortsatte: - Det er andenbolde, og så kører de den ind over midten og så får de nærmest bare lov at score. Så ja, det er for nemme mål, vi skal simpelthen kunne forsvare de bolde bedre. Adspurgt til forskellen i kvalitet i de to halvlege, og om han var enig i betragtningen om, at det i første halvleg var lykkedes mere for Brøndby med at spille sig ud af FC Midtjyllands pres kom svaret prompte: - Ja, jeg synes vi får spillet fint op i banen. Vores plan lykkedes nogenlunde i første halvleg. Men i anden halvleg går det lidt ned. Og vi slår mere de lange bolde end at spille fladt imellem kæderne. For efter pausen kom Brøndby aldrig rigtig i gang på samme måde igen, en af årsagerne er det hurtige mål, som FC Midtjylland scorer, forklarede Kabongo til 3point.dk: - Men i anden halvleg får de et hurtigt mål, og så føler de sig ovenpå. Og derefter kommer vi ikke helt rigtigt ind i vores periode igen. Det kan man godt mærke inde på banen. Trods et træls nederlag en mandag aften i Herning følte den unge stopper dog også, at der var noget man på holdet kunne tage med fra kampen: - Aggressivitet. Vi var meget aggressive i dag, godt nok halter det i anden halvleg, der vinder de mange af duellerne, men vi er klar oppe i hovederne. Det tror jeg helt afgjort er det vi kan tage med. Joel Kabongo spillede alle 90 minutter i 3-2 nederlaget i Herning.