Jung om mulig plads som midtstopper: Jeg er åben for det
Anthony Jung er flere gange i opstarten blevet testet som midtstopper. En position han er åben for at spille, fortæller han til 3point.dk. FOTO: Lasse Lagoni An

Anthony Jung er flere gange i opstarten blevet testet som midtstopper. En position han er åben for at spille, fortæller han til 3point.dk. FOTO: Lasse Lagoni Anthony Jung har efterhånden spillet 72 officielle kampe for Brøndby IF. Alle har de været som venstreback. Men i denne sommeropstart har Jung flere gange spillet som midtstopper. Det har naturligvis blandt andet været fordi to midtstoppere i truppen havde fået længere ferie, men det ligger ikke Jung så fjernt at spille den position, fortæller han. - Det er selvfølgelig en anden position, men det handler om at forsvare, så det var ikke helt fremmed for mig. Det var fint. Vi manglede både Hjörtur (Hermannsson, red.) og Paulus (Arajuuri, red.), så der skulle fyldes op på nogle pladser. Men jeg har spillet midtstopper i de tidlige dage af min karriere, så det er ikke som hvis jeg skulle op og spille angriber, siger Jung til 3point.dk. Han har ikke tænkt sig at kæmpe imod, hvis Niels Frederiksen skulle se et lys i at spille ham i det centrale forsvar. - Jeg kommer ikke til at kæmpe imod noget. Selvfølgelig er venstrebacken min favoritposition, men jeg er åbensindet og vil ikke kæmpe imod, med mindre træneren måske vil smide mig ind som målmand. Så har jeg måske noget at sige, lyder det med et grin.
Hvorfor ikke?
I fankredse er der siden ansættelsen af Niels Frederiksen blevet spekuleret lystigt i hvilken formation Brøndby mon skal spille. Indtil videre tegner det mest til en 4-3-3, men Frederiksen har også tidligere praktiseret en 3-4-3 med tre stoppere og her har flere fans peget på Jung som en mulighed på den venstre stopper. Det er hovedpersonen selv bestemt ikke afvisende over for. - Ja, hvorfor ikke? Den plads tror jeg godt, jeg ville kunne spille. Det ligger ikke så langt fra det jeg kender. Alle vil gerne spille, så hvis det er på den plads, jeg kan få mine kampe, så er det godt. - Med min venstrefod tror jeg, at jeg passer godt på pladsen, så hvis træneren kunne overveje at bruge mig på den plads, er det klart en mulighed. Jung og resten af Brøndby-mandskabet har nu en enkelt træningskamp tilbage, inden det går løs mod Inter Turku den 11. juli på Brøndby Stadion.