Jung nyder rollen som wingback: Jeg vil være et offensivt våben
Anthony Jung er en af de spillere, som har ændret plads i den nye formation. Tyskeren var tidligere back, men den nye formation har gjort ham til wingback. Det

Anthony Jung er en af de spillere, som har ændret plads i den nye formation. Tyskeren var tidligere back, men den nye formation har gjort ham til wingback. Det er han rigtig glad for. Det giver nemlig en større mulighed for bevægelse, da defensiven står stærkere. Det er derfor et mål for Jung at blive et større våben offensivt nu. FOTO: Ian Nielsen/Ian Foto Sport Brøndby slog Silkeborg i mandags. Den kamp har betydet en del for holdet, selvom det ikke var den mest velspillede kamp for de blå/gule. Brøndby kontrollerede ikke kampen i anden halvleg, men Silkeborg blev holdt væk fra de store chancer. Det betyder meget for Anthony Jung, da det er en stor ændring i forhold til førhen, hvor der blev lukket for mange mål ind. Det har styrket selvtilliden, fortæller han. - Kampen mod Silkeborg gav meget, selvom det ikke var en flot kamp fra vores side. Vores største svaghed førhen var, at vi lukkede så mange mål ind og gav så mange chancer væk. Det giver bare virkelig meget til en defensiv, når man holder buret rent. Silkeborg-kampen var et godt eksempel på det, som vi har styrket i den nye formation. De kontrollerede måske kampen, og vi spillede ikke perfekt. Men jeg husker ikke, at vi gav en rigtig stor chance væk. De var i vores felt, og de slog nogle indlæg. Men de fik ikke en 100%’s chance. Men i sidste ende var vi gode nok til at forsvare, og det er noget af det vigtigste i fodbold. Der er altid sekvenser i kampene, hvor man ikke har overtaget, og her er det vigtigt, at man kan forsvare, fortæller Anthony Jung til 3point.dk Læs også: Kabongo: Seks måneders genoptræning er klaret Anthony Jung er gået fra at være back til at være wingback. Han føler ikke, at det var verdens største ændring, men det giver ham flere muligheder, og det kan han rigtig godt lide. Venstrebacken vil rigtig gerne bidrage med flere mål og assist, og det er gået hen og blevet en målsætning for ham. - Personligt er jeg rigtig glad for rollen som wingback. Den er ikke meget anderledes fra min tidligere rolle, men det giver mere sikkerhed med tre stoppere, og det kan jeg rigtig godt lide. Det giver mig også en mulighed for at angribe mere. Nu kan jeg i modsætning til tidligere løbe ind i boksen, når der kommer indlæg fra modsatte side. Det er blevet et mål for mig at lave nogle mål eller assist nu. Der er ingen tvivl om, at formationen giver flere muligheder. Læs også: Morten Bruun forsvarer valg af Wilczek som månedens spiller: Blev ikke bedt om at kåre den spiller, der opførte sig bedst Selvom tyskeren glæder sig over den nye rolle, ved han også godt, at den defensive rolle ikke må glemmes. Jung ved også godt, hvad han skal, når Brøndby ikke er på bolden. Men han lægger stor vægt på, at han også skal udnytte muligheden som wingback til at blive et våben. Han skal derfor have mere ud af den nye position, og det er han overbevist om nok skal ske. - Det er jo stadig en rimelig stor ændring at gå fra back til wingback. Men jeg kan virkelig godt lide positionen, og jeg var også rimelig offensiv før. Men det er specielt muligheden for at bevæge sig mere på kanten, jeg er sætter pris på. Jeg prøver at være mere farlig og at gøre mig selv til et våben offensivt, men jeg må selvfølgelig ikke glemme det defensive arbejde. Jeg ved godt, hvad jeg skal, når vi ikke har bolden. Men jeg prøver at få mere ud af positionen i den offensive del nu. Det er jeg sikker på, at jeg godt kan. Brøndby tager søndag imod Esbjerg. Det er næste opgave for Jung og Brøndby-holdet, som har brug for alt den opbakning, de kan få, da de blå/gule har tabt de seneste fem opgør mod Vestjyderne. Du kan sikre din billet til opgøret her.