Jung har døjet med knæproblemer i opstarten: Arbejder på at være klar til træningslejren
Anthony Jung har døjet med knæproblemer, men det er ikke noget, der bringer hans forårsstart i fare, fortæller han. Han arbejder på at være tilbage på græs på t

Anthony Jung har døjet med knæproblemer, men det er ikke noget, der bringer hans forårsstart i fare, fortæller han. Han arbejder på at være tilbage på græs på træningslejren. FOTO: Lasse Lagoni Hvis man har fulgt Brøndbys vinteropstart, vil man givetvis have set, at venstrebacken Anthony Jung ikke har været med på grønsværen til træning og heller ikke i træningskampen mod BSF. Det skyldes at Jung har døjet med knæproblemer i opstarten, så han bliver doseret indendørs. - Jeg er ikke med på banen i øjeblikket. Jeg havde nogle problemer med mit knæ, da jeg kom tilbage. Det var lidt underligt, for det føltes fint på cyklen, men jeg kunne ikke løbe. Men det er ikke noget alvorligt. Nu behandler vi det, så jeg kan komme tilbage i de normale rutiner og tilbage på banen, siger Jung til 3point.dk. Tyskeren forsikrer, at det ikke er noget, der bringer hans turneringsstart i fare. Faktisk satser han på og arbejder han efter at være tilbage på græs, når Brøndby rejser på træningslejr i weekenden. - Jeg tager det roligt i et par dage endnu, men mit mål er at være tilbage på banen på træningslejren. - Det er ikke noget at bekymre sig om. Jeg løb en masse ture, inden vi startede op her i januar, hvor jeg mærkede noget på ydersiden af knæet. Det er ikke noget slemt, men det er stadig irriterende, for jeg vil selvfølgelig gerne være med på banen. Brøndby spiller testkamp mod FC Roskilde torsdag, har fri fredag og rejser så på træningslejr lørdag.