
Teis Markfoged
Jung efter sejr på svær udebane: Vi gik ind til kampen med en god indstilling
Anthony Jung glæder sig over de tre point, som blev hentet på en svær udebane mod Randers FC. Brøndby gik blandt andet ind til kampen med en god indstilling, siger tyskeren.

Fredag aften skød Brøndby IF weekenden i gang med tre point på en svær udebane mod Randers FC. Det var en sejr, der blev fightet hjem, men det var også forventet, at det ville blive fysisk, lyder det fra Anthony Jung, der samtidig roser holdkammerater og stab:
- Det var en hård og intens kamp i går, og jeg vil gerne rose holdet for at tage en enkelt kamp ad gangen og holde fødderne på jorden. Mod Randers gjorde vi det måske i nogle situationer lidt sværere, end det i virkeligheden behøvede at være, men det handlede mest af alt om pointene på en svær udebane – og dem fik vi. Vi vidste godt, inden vi kom til Randers, at det ville blive en fysisk krævende kamp for os, siger Jung til klubbens hjemmeside.
- Hele staben havde forberedt os utrolig godt på kampen i går, og jeg synes også, vi gik ind til kampen med en god indstilling. Vi havde også sekvenser i kampen, hvor vi skabte rigtig gode chancer og kunne endda have scoret en eller to mål mere. Men jeg tror bare, at situationen også er sådan, at vi heller ikke kan forvente, at alle kampe spilles med poleret fodbold – nogle gange er det også vigtigt bare at hente pointene, og det gør vi for tiden.
Brøndby IF har maksimumpoint med 12 efter fire spillerunder og kan derfor nyde landsholdspauen fra førstepladsen i Superligaen.