Juelsgård vil gerne tage mere ansvar
At tage ansvar er en af de ting, Jesper Juelsgård gerne vil udvikle i Brøndby. Det er der gode muligheder for nu, hvor han er rykket lidt op i aldershierakiet.

At tage ansvar er en af de ting, Jesper Juelsgård gerne vil udvikle i Brøndby. Det er der gode muligheder for nu, hvor han er rykket lidt op i aldershierakiet. Brøndby har sagt farvel til flere af ledertyperne på banen. Daniel Agger og Johan Elmander er fortid i klubben, mens Thomas Kahlenberg fortsat sidder ude med en skade. Det kan åbne for, at Jesper Juelsgård begynder at træde mere i karakter på den front. Det vil han i hvert fald gerne selv udvikle. - Jeg er i hvert fald rykket op i aldershierakiet. Jeg vil gerne tage mere ansvar. Det er en af de ting, jeg har skulle lære igennem hele min karriere. Jeg har ikke været så god til at tage ansvar og råbe på banen, men det arbejder jeg med og nu har jeg en gylden mulighed for at gøre det. - Den mulighed synes jeg at jeg griber, både til træning, men også i træningskampene, fortæller Juelsgård til 3point.dk. 27-årige Jesper Juelsgård lægger heller ikke skjul på, at selvom han nyder tilværelsen i Brøndby, så skal den udvikling han gennemgår gerne lede til endnu et udlandseventyr på et tidspunkt. - Jeg er super glad her. Set-up'et er fantastisk og her har man alle muligheder for at blive en bedre fodboldspiller. Min familie er også glad. - Men da jeg skrev under, gav jeg også udtryk for, at jeg gerne vil afsted igen. Jeg har ikke fået nok at udlandet. Men det starter med at arbejde hårdt her og spille kontinuerligt og gøre det godt i kampene. LÆS OGSÅ: Jesper Juelsgård deler den forgangne sæson op i to
Der skal løbes mange meter
Vi har tidligere talt med Juelsgård, om hvorvidt han ser sig selv som venstre back eller central forsvarsspiller. Men uanset om han spiller den ene eller den anden position, så nyder han den nye spillestil under Alexander Zorniger. - Det er positivt. Der er sket en del på træningsbanerne og hvordan det foregår. Det er blevet meget professionelt, hvis man kan sige det sådan. Vi træner meget og har nogle vanvittige arbejdstimer lige pt, men vi kommer i form. Jeg kan godt lide at prøve noget nyt. Øvelserne til træning er nye for os alle sammen. Alt i alt har det kun været positivt indtil videre. - Jeg kan godt lide stilen. Det handler om at alle er committed til den. Jeg kan godt lide den både som central forsvarer og som venstre back. Vi kommer til at løbe mange meter og til at arbejde jernhårdt. Gevinsten bliver at kunne erobre bolden hurtigt og få scoret nogle mål. Jesper Juelsgård og Brøndby spiller sæsonens første betydende kamp mod Valur Reykjavik på torsdag. Det er i kvalifikationen til Europa League.