3POINT
Nyheder12. maj 2019

Jubilæum: Da Strudal ikke ville tage straffe

Det er i dag præcis 25 år siden, at Brøndby IF vandt klubbens anden pokaltitel ved at slå Næstved IF i pokalfinalen. Kampen blev afgjort efter straffesparkskonk

3point person
3point.dk12. maj 2019

Det er i dag præcis 25 år siden, at Brøndby IF vandt klubbens anden pokaltitel ved at slå Næstved IF i pokalfinalen. Kampen blev afgjort efter straffesparkskonkurrence, og Mark Strudal ville ikke sparke for de blå/gule fra Vestegnen. For præcis 25 år siden i dag - den 12 maj 1994 - førte dommer Lars Gerner kort før kl. 15:00 de to mandskaber fra henholdsvis Næstved IF og Brøndby IF ind på grønsværen i den relativ nybyggede Parken - eller rettere ombyggede. Pokalfinalen den sæson stod mellem de to klubber fra Sjælland, og de blå/gule fra Vestegnen blev betragtet som store favoritter mod de tidligere DM-sølvvindere, som nu befandt sig i landets næstbedste række. Brøndby havde imidlertid svært ved at leve op til favoritværdigheden, og skulle der have været fundet en vinder efter 90 minutter, burde det nok være Næstved, men kampen endte uden scoringer. Det samme gjorde den forlængede spilletid. Kampen skulle nu afgøres fra 11 meterpletten, og her viste favoritterne sig bedst og vandt 3-1 efter scoringer af Kim Daugaard, Kim Vilfort og Brian Jensen. En bestemt Brøndby-spiller takkede dengang nej til at sparke. – Det var en helt særegen situation, fordi vi faktisk mødte Næstved i finalen. Og Næstved, ligesom Brøndby, er en af de to klubber som jeg har et specielt hjerte til i dansk fodbold. At jeg lige skulle stå i finalen mod netop dem, var specielt for mig. Jeg ved også hvor meget det ville betyde for dem at vinde noget, for de har aldrig vundet hverken mesterskab eller pokaltitel, så det var godt nok en speciel følelse at stå med. Det gjorde faktisk også, at det ikke blev nogen særlig velspillet finale, heller ikke fra mig. Vi endte både i forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence, sagde Mark Srudal til 3point.dk i et længere interview tilbage i december 2016.Se kampdata fra pokalfinalen 1994 på brondbystats.dk – Jeg kan huske den dag i dag, at Ebbe Skovdahl kom hen og spurgte, om jeg ville sparke. Det har jeg altid gjort. Jeg har altid sparket, men lige mod Næstved, min gamle klub som ligger mig så nært, sagde jeg faktisk nej. Det overraskede mig selv i situationen, fordi jeg altid, også i udlandet, har været sparker, men jeg havde bare noget intuitivt. Jeg ved ikke hvad det var. Der lå nok det i det, at det var ikke mig der skulle slå sømmet i ligkisten på dem. Der skal man jo være professionel, og det er jeg også. Jeg kan sagtens skille tingene ad, men lige i den situation, kom det helt spontant fra mig: ”Nej”. – Bagefter ville jeg gerne sige “jo”, men der ville Ebbe så sige, at når først man har sagt nej, så skal man ikke sparke, for så kan det være der ligger en usikkerhed. Det holdt jeg ved, men jeg var meget forundret over det bagefter. Vi vandt så den straffesparkskonkurrence, og det er igen det ambivalente. Det at få en sejr, få en triumf og få en titel hjem til Vestegnen, som er vigtigt og stort, men jeg følte også helt vildt med Næstved, for jeg ved hvor stort det var for dem. Det var en helt speciel emotionel kamp for mig. Det var Brøndbys anden pokaltitel. Den første blev vundet mod Ikast fS fem år tidligere, og en pudsig detalje er, at Brøndbys målmand i 1994, Mogens Krogh, tilbage i 1989 stod for modstanderne fra Ikast. Endvidere hed Næstveds målmand i 1994-finalen Claus Fallentin - Brøndbys nuværende målmandstræner.

Mest kommenterede nyheder