Johan Larsson vil have revanche mod AGF
Brøndby begyndte indeværende sæson med at tabe på udebane mod AGF. Søndag er Brøndby tilbage i Aarhus, og her vil Johan Larsson og holdkammeraterne jagte revanc

Brøndby begyndte indeværende sæson med at tabe på udebane mod AGF. Søndag er Brøndby tilbage i Aarhus, og her vil Johan Larsson og holdkammeraterne jagte revanchen for nederlaget. FOTO: Robert Hendel Søndag skal Brøndby trodse en mulig snestorm og krydse Storebælt, hvor AGF venter i Aarhus. Brøndby har revanche til gode for nederlaget på 2-1 i første spillerunde i Superligaen i denne sæson. Her leverede Brøndby en af sæsonens svageste præstationer. Det skal da også gerne revancheres søndag, mener Johan Larsson. - Selvfølgelig har vi revanche til gode over for AGF. Også mod AaB efter det. Kampen mod AGF var første kamp i sæsonen, og selvom det føltes godt i omklædningsrummet inden kampen, så var vi der ikke rigtig, da vi gik på banen, siger svenskeren til 3point.dk og fortsætter: - Måske var der også lidt Europa-træthed, men det er ingen undskyldning. Det skal bare gøres bedre og det er vi klar til at gøre på søndag. Kampen mod AGF er en af de tre sidste, inden Brøndby-mandskabet og resten af Superligaen pakker fodboldstøvlerne ned for en stund og går på juleferie. Brøndby har AGF (U), AaB (H) og FCN (U). Johan Larsson er ikke meget for at tale om hvor mange point der skal komme ud af de tre kampe, men vil bare gerne fortsætte holdets gode stime. - Jeg vil selvfølgelig gerne have ni point ud af det, siger han med et smil. - Men vi har to svære udekampe. Vi skal arbejde hårdt for hvert eneste point. Det bliver ikke nemt. Vi er inde i en fin stime nu og den skal vi fortsætte. Hvis vi gør det, så kommer det til at se fint ud i forhold til foråret. Men jeg vil ikke snakke om point. Vi skal bare fortsætte den stime, vi er inde i. Kampen mellem AGF og Brøndby spilles søndag klokken 18.00 på Ceres Park i Aarhus.