Johan Larsson: Jeg vil først røre ved pokalen, hvis vi har vundet på torsdag
Brøndbys svenske anfører ville ikke røre ved pokalen til tirsdagens pressemøde op til pokalfinalen Kristi Himmelfartsdag. Johan Larsson er lidt overtroisk i den

Brøndbys svenske anfører ville ikke røre ved pokalen til tirsdagens pressemøde op til pokalfinalen Kristi Himmelfartsdag. Johan Larsson er lidt overtroisk i den retning. Ved tirsdagens pressemøde inden pokalfinalen på torsdag - Kristi Himmelfartsdag - mellem Brøndby IF og Silkeborg IF skulle de to anførere posere sammen med pokalen. I den forbindelse er Johan Larsson blevet en smule overtroisk, og Brøndby-anføreren kunne ikke lokkes til at røre ved pokalen. - Jeg kommer ikke til at røre pokalen nu. Forhåbentlig efter kampen. Vi ved, at der er en lang vej at gå, og der er to dage endnu, inden vi skal ud at præstere 100 procent. Det er selvfølgelig noget, jeg drømmer om og ser for mig. Hvis han (Silkeborg-anfører Simon Jakobsen, red.) vil røre ved den, så må han gerne det, men jeg gør det ikke, sagde Johan Larsson med eftertryk.LÆS OGSÅ: Hermannsson inden pokalfinale: Vi undervurderer ikke Silkeborg Op til finalen sidste år på det tilsvarende pressemøde rørte Brøndby-træner Alexander Zorniger ved pokalen. Om det var en medvirkende årsag til, at de blå/gule endte med at tabe kampen skal være usagt, men under alle omstændigheder gentog Zorniger ikke den handling i år. - Han (Zorniger, red.) rørte ved den sidste år, men ikke nu, så han har lyttet til mig. Men nu føler jeg, at man ikke må røre den, før man har fortjent det. Det virker godt for mig, at når jeg ikke har vundet en pokal endnu, så skal jeg ikke røre ved den. Jeg vil først røre ved pokalen, hvis vi har vundet på torsdag, slog Brøndby-anføreren fast.LÆS OGSÅ: Brøndby etablerer fanzone på Rådhuspladsen Rent faktisk har Brøndbys svenske anfører tidligere rørt ved en pokal inden en finale uden, at det fik negative konsekvenser. Det var op til en pokalfinale mod Helsingborg hjemme i Sverige for fire år siden, da Larsson var anfører i Elfsborg. - Det var lidt mærkeligt, for der vandt vi. Det var bare et sjovt billede med Helsingborgs målmand. Vi skulle bare frem og røre pokalen, og så gjorde vi det, men der gjorde vi det begge to - en antijinx på en eller anden måde, forklarede Johan Larsson. Den omtalte svenske pokalfinale blev spillet i maj 2014. Elfsborg vandt 1-0 foran blot 3.423 tilskuere på Friends Arena i Stockholm. Johan Larsson - og Simon Jakobsen - får med garanti en helt anden oplevelse på torsdag. Den tidligere Brøndby-forsvarer Jon Jönsson leverede i øvrigt assisten til Lars Nilssons mål.