3POINT
Nyheder24. nov. 2019

Johan Larsson: Jeg spiller der, hvor træneren ønsker det

Det var ikke kønt, da Brøndby IF gæstede AGF på Ceres Park søndag aften. Store personlige fejl og passivitet resulterede i et nederlag, der ikke kan siges at væ

3point person
3point.dk24. nov. 2019

Det var ikke kønt, da Brøndby IF gæstede AGF på Ceres Park søndag aften. Store personlige fejl og passivitet resulterede i et nederlag, der ikke kan siges at være ufortjent. I startopstillingen var det lidt overraskende, at Johan Larsson havde fundet vej til en position på midtbanen ved siden af Morten Frendrup. Foto: Teis Markfoged Johan Larsson spillede søndag aften mod AGF fra start på en noget uvant position på den centrale midtbane. Svenskeren spiller der, hvor træneren har brug for ham, fortalte han efter kampen til 3point.dk. - Jeg ønsker naturligvis altid at spille på den position, hvor holdet mest har brug for mig. I dag var der brug for mig i en rolle på 6’eren, og så spiller jeg naturligvis der. Nu handlede det i dag mest om at få en ledertype ind på den centrale del af banen, som skulle være med til at holde sammen på holdet i et intenst opgør med mange dueller. Dog må vi her efterfølgende konstatere, at vi bliver trukket for meget i længderetningen, hvilket giver os problemer. Og det blev en hård prøvelse for den garvede svensker, der normalt slår sine folder på højrebacken. - AGF kommer stærkt ud til kampen, hvor de får lagt pres på os og tilkæmper sig en masse dødbolde, som de forsøger at true os med. Men som kampen skrider frem, så synes jeg, vi får spist os bedre ind i kampen. Derfor er det også på et ekstra ærgerligt tidspunkt, at AGF får scoret deres andet mål. Der er ingen tvivl om, at svenskeren var skuffet efter de 90 minutter, hvor AGF for anden gang i sæsonen havde held med at presse Brøndby-mandskabet fysisk. - Jeg er skuffet over resultatet, da jeg synes, at det på mange måder er en lige kamp. Der er perioder, hvor AGF er bedre end vi er, men det bliver også svært for os, da vi mere eller mindre giver to mål væk, og deres andet mål bliver sat ind i en periode, hvor vi er ved at finde fodfæstet og skal presse på for en scoring. - I dag bliver det en hårdt spillet kamp, og vi vidste godt på forhånd, at AGF ville gå til stålet. Vi var klar til at tage krigen op mod dem, men de er dygtige til den del af spillet. På en dag som i dag er det nødvendigt, at vi er bedre på bolden ellers er AGF en modstander, der er svær at slå. Johan Larsson har kontraktudløb den 31/12, og den tidligere kaptajn håber selv på, at det kan lykkes parterne at finde frem til en forlængelse. - Jeg træner og spiller som om, at jeg forbliver Brøndby-spiller, hvilket også er det jeg ønsker - dét håber jeg også, Brøndby vil. Vi er ikke så langt i dialogen om forlængelsen, men jeg ønsker og håber på, at det kan lade sig gøre. På trods af nederlaget, så mener Johan Larsson ikke, at selvtilliden har lidt et knæk forud for næste weekends Derby i Telia Parken. - Vi stoler på os selv og vil fortsat arbejde stenhårdt til hver eneste træning. Et nederlag gør ondt, men vi skal rejse os mentalt og gå ind til næste opgør med tro på, at vi kan tage alle tre point. Det er umuligt at forudsige, hvordan et Derby kommer til at forløbe. Dog er det helt sikkert, at der kommer til at være knald på - både på banen og på lægterne. Det er om præcis syv dage, at FC København er værter i Telia Parken, når Brøndby kommer på besøg. Kampstart er allerede klokken 11.45.

Mest kommenterede nyheder