Johan Larsson er imponeret af Brøndbys fans
Johan Larsson var en af de store helte for Brøndby, som i går besejrede OB med 2-0. Men ligeså imponeret, som fansene var over hans scoring, ligeså imponeret er

Johan Larsson var en af de store helte for Brøndby, som i går besejrede OB med 2-0. Men ligeså imponeret, som fansene var over hans scoring, ligeså imponeret er han over dem. I januars transfervindue hentede Brøndby den svenske back Johan Larsson i Elfsborg. Det er der sikkert mange Brøndby-tilhængere der er glade for, for Larsson har fået en imponerende start i sin nye klub. I går krydrerede han en flot præstation mod OB med et fremragende mål. Efter målet sendte Larsson en hilsen ud til cheftræner Thomas Frank. - Jeg så at Thomas (Frank, red.) pegede på mig og var glad. Det var rart efter al skriveriet. Jeg synes at hele holdet fortjener de tre point. Vi har kæmpet i hver kamp vi har spillet og endelig får vi de tre point, som vi har fortjent. Det er utroligt skønt og man mærker tydeligt i omklædningsrummet, at vi har fået tre point. Der er en lidt lettere stemning, fortalte Larsson i mixed zone efter sejren. Læs også: Afstemning: Hvem var Brøndbys bedste mod OB? Det er ingen hemmelighed, at Elfsborg og Brøndby er to fodboldmæssige verdener, når det kommer til pres udefra - både fra fans og presse. Men Johan Larsson synes kun, at presset har været positivt og samtidig sender han en hilsen til Brøndbys fans, som han er meget imponeret over. - Det har været et positivt pres og egentlig ikke noget negativt. Man spiller fodbold for at røre folk og fordi man brænder for det, fortæller Larsson. - Jeg spiller hellere for fulde lægter med folk, som går op i det, end for tomme lægter. Man må bare ret og slet sige, at det er dårligt, når det går dårligt og vi ikke får tre point. De (fansene, red.) skal vide, at vi føler at vi svigter mindst lige så meget som de gør. Vores fans står bag os i alle kampe og det er imponerende. Ingen er gladere end vi er, når vi kan tage tre point og glæde os sammen med dem. Johan Larsson har i sine første fem Brøndby-kampe formået at score et mål og lave en assist.