Johan Larsson: Det var meget svært at forlade Brøndby
Brøndbys tidligere anfører Johan Larsson fortæller i et interview med et svensk medie, at det var svært at forlade Brøndby, men at det er sundt for en fodboldsp

Brøndbys tidligere anfører Johan Larsson fortæller i et interview med et svensk medie, at det var svært at forlade Brøndby, men at det er sundt for en fodboldspiller at opleve andet end topkampe i sin karriere. Ved årsskiftet sagde Brøndby IF farvel til holdets anfører, Johan Larsson, som valgte at søge nye udfordringer. Det endte med at blive i Guingamp i den franske liga, men det var ikke uden betænkningstid for svenskeren. - Først og fremmest var det meget svært at forlade Brøndby, eftersom jeg har haft fire rigtig gode år der, og lært utroligt meget i klubben. Men jeg er heller ikke 18 år længere, og jeg har ikke 15 år tilbage i kroppen, om man så må sige. Det er en kort karriere, man har, og man vil gerne nå at opleve så meget som muligt. Det var vel mere fordi, jeg ville ud og prøve mig af, og ikke synes, at jeg har noget at fortryde, når jeg lægger støvlerne på hylden, siger Johan Larsson til svenske Fotbollskanalen. Men hvorfor vælger man overhovedet at bytte topkamp i Danmark ud med bundproppen i den franske liga? - Der er altid ulemper ved at flytte, så selvfølgelig havde det været lettere hvis de havde ligget nummer et eller to i ligaen. Men sådan er det ikke. Jeg har stort set kun spillet med i toppen i mine tidligere klubber, så det bliver en ny udfordring, hvor der er nogle andre ting på spil end tidligere. Jeg tror, det er sundt for mig som spiller og som person at få lov at opleve den her del af fodbolden også. Jeg ser det mere som en positiv udfordring. Og det kan jo ikke blive være med ligaplaceringen i hvert fald. Vi har desuden taget en del point nu, som gør at det ser ret tæt ud der, så et par sejre mere, og så ser det pludselig rigtig, rigtig godt ud. Det er det, vi går efter. Johan Larsson nåede at spille i Brøndby IF i fire år.