3POINT
Joel Kabongo

Teis Markfoged

Nyheder8. jan. 2024

Joel Kabongo lurer på comeback

Den tidligere Brøndby IF-spiller Joel Kabongo har trænet og trænet. Han indstillede karrieren i 2022, men er opsat på at gøre comeback på øverste hylde.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen8. jan. 2024

I 2022 indstillede den tidligere Brøndby IF-spiller Joel Kabongo karrieren i en alder af bare 24 år. Han havde i flere år været hårdt plaget af skader, og det fik altså midtstopperen, der er opflasket i Brøndby Masterclass, til at trykke på stop-knappen.

Siden har han givet knæet ro. Det har hjulpet. Og han er begyndt at træne igen - og træne fodbold igen. Det har givet blod på tanden for at kunne gøre comeback, og nu 25-årige Joel Kabongo har sat sig for at han vil tilbage på øverste hylde. Han har trænet med hos nogle seriehold, men vil højere op. 

Det fortæller han om i et interview med bold.dk:

- I starten skal jeg først bygge mig op, og det kunne være 2. division eller de lavere rækker. Men jeg vil gerne op i Superligaen igen, det er alt eller ingenting for mig. Det er det, jeg savner, siger Kabongo til mediet.

Han er dog klar over, at det kommer til at tage noget tid, og at han skal arbejde sig op. Intet kommer fra den ene dag til den anden.

- Jeg tror, jeg skal bruge lidt mere tid end den her vinterperiode. Min krop har det godt, men jeg er jo ikke 18 år mere, så jeg er helt afklaret med, at jeg nok skal træne lidt mere for at kunne være med.

- Hvis jeg sammenligner med dengang, jeg var på mit topniveau, vil jeg nok blive skuffet. Der må jeg sige til mig selv, at der er ting, jeg ikke kan på samme måde mere, men så er jeg måske blevet stærkere taktisk og mentalt. Men hvis en klub vil give mig den tid, er jeg åben for det meste.

Joel Kabongo nåede at spille 18 førsteholdskampe for Brøndby IF.


Medie af: 3point.dk

Mest kommenterede nyheder