3POINT
Joel Kabongo

Teis Markfoged

Nyheder17. jan. 2021

Joel Kabongo jagter spilletid: Jeg er klar

Joel Kabongo er efter et bumlet 2020 klar til at jagte spilletid i Brøndby i 2021. Han er klar og skadesfri.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen17. jan. 2021

Joel Kabongo stod på tærsklen af sit gennembrud i Brøndby IF, da han var uheldig i en udekamp mod FC Midtjylland. Han kom galt afsted og pådrog sig en korsbåndsskade, som siden holdt ham ude i et års tid. Vejen tilbage har været lang for midtstopperen, som tilmed løb ind i et bumlet 2020 med corona-stop og lidt småskader.

Men nu er 22-årige Kabongo helt skadesfri og klar til at jagte mere spilletid, fortæller han til 3point.dk.

- Jeg føler mig klar til at gå ind og spille. Jeg har ingen små ting, der driller mig længere. Jeg jagter naturligvis spilletid, som det ikke blev til så meget af i det seneste halve år, hvor jeg kom lidt skævt ind. Men nu føler jeg mig klar til at komme ind og spille nogle minutter, siger den venstrebenede forsvarsspiller.

- Det var selvfølgelig ærgerligt i efteråret, for jeg havde en periode uden kampe, da Reserveligaen blev aflyst. Der var også nogle stop undervejs, hvor jeg lige nåede at komme op i gear og så var der et stop, hvor vi skulle træne i mindre grupper. Der var hele tiden nogle små bump som gjorde, at det måske blev lidt sværere for mig. Men jeg håber på, at det næste halve år kan se bedre ud i forhold til min spilletid.

- Jeg sørger for at vise mig frem til træning, give den gas og bare være klar. 

Kabongo har tidligere været udlejet til Fremad Amager. Lige nu er det ikke planen, at han skal lejes ud igen, men Kabongo understreger, at det vigtigste for ham er udsigten til at komme til at spille kampe. Helst i Brøndby.

- Jeg kan godt lide at være i Brøndby, men man spiller fodbold for at spille kampe. Jeg har meget kampe i hovedet, og jeg håber, at det kommer til at lykkes i Brøndby. Det lyder det også til, at det nok skal gøre, men det er klart, jeg vil gerne spille en masse kampe. Lige nu er planen hundrede procent, at jeg skal slå igennem i Brøndby.

- Men jeg vil selvfølgelig gerne spille, så hvis der ikke er udsigter til det, er det en anden snak. Men jeg ved ikke så meget, andet end at jeg skal vise mig frem i Brøndby, slutter han.

Kabongo spillede fra start og fik en times tid i benene, da Brøndby lørdag eftermiddag testede mod Kolding IF.


Medie af: 3point.dk

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder