
Teis Markfoged
Joe Bell: Har brugt meget tid på at forfine spillestilen
Joe Bell og holdkammeraterne er på træningslejr i Portugal, hvor de sidste taktiske ting skal på plads.

Brøndby IF er rejst på træningslejr i Portugal og her tilbyder det mildere og varmere vejr bedre betingelser for at arbejde med de taktiske elementer.
Der er allerede brugt meget tid på at forfine spillestilen under Jesper Sørensen, men nu skal der arbejdes endnu mere i dybden og prøves ting af i de tre træningskampe i Atlantic Cup, lyder det fra midtbanespilleren Joe Bell.
- Jeg føler allerede, at man har kunnet se nogle glimt af, hvordan vi som hold gerne vil udtrykke os i de første par træningskampe, som vi også har vundet. Men man skal også huske på, at vi stadig er i opstarten, og her nede handler det rigtig meget om at få de taktiske elementer ind under huden, siger Joe Bell til Brøndbys hjemmeside.
- Vi har allerede brugt meget tid på at forfine spillestilen. Vi har jo fået ny cheftræner, og han bringer en masse dynamik ind i måden, vi gør tingene på. Og der er det så vigtigt for os spillere at forstå det så hurtigt som muligt. Men vi har tre testkampe hernede, så det er selvfølgelig en super mulighed for os at prøve ting af.
Brøndby IF spiller første testkamp i Portugal fredag aften klokken 20.00 dansk tid. Kampen streames på Brøndby TV+.