Jobbe vil ikke kaldes Brøndby-helt trods to mål: Det er holdet, der vinder kampen
Jesper Lindstrøm kom på banen, da Brøndby var på vippen i Europa League, og scorede de to mål, der endte med at sende holdet videre til tredje runde. Alligevel

Jesper Lindstrøm kom på banen, da Brøndby var på vippen i Europa League, og scorede de to mål, der endte med at sende holdet videre til tredje runde. Alligevel vil han ikke kaldes den store helt. FOTO: Teis Markfoged Efter søndagens start- og scoringsdebut, var Jesper Lindstrøm at finde på bænken mod Lechia Gdansk torsdag aften. Han kom dog ind og endte med at afgøre kampen med sine scoringer til 3-1 og 4-1 efter en kamp, hvor han egentlig kunne have lavet hattrick. - Jeg får bare at vide, at jeg skal ind og give den gas. Gøre noget specielt, så vi kan få et mål. Jeg har en kæmpe chance lige da jeg kommer ind, hvor der skal være mål, men jeg har altid lært at man bare skal komme videre fra sådan en kæmpe fejl. Heldigvis kommer der et flot indlæg fra Kevin, som jeg kan glide ind, og så får jeg den serveret af Kamil til sidst, siger Lindstrøm til 3point.dk. - I sådan nogle knock-out-kampe kan alt ske. Folk er nervøse, fordi vi bare skal videre herfra. Man kan godt mærke, nervøsiteten også er der, men jeg prøver bare at spille mit spil. Jeg kunne godt mærke, at deres højre back var lidt træt til sidst, så jeg prøvede at køre lidt på ham. Jeg kunne godt mærke, at der var en lille forskel dér. Målet til 4-1 kom efter en friløber på en halv banelængde. - Jeg tænker, jeg skal holde øje med spilleren der er bag mig, som ikke når mig. Så kommer jeg tættere på, og kan se målmanden der løber ud mod mig, og så tænker jeg egentlig at jeg vil lobbe den, men det lå den ikke lige til, og så blev det fladt. Efter sit første Brøndbymål i søndags afslørede Jobbe, at han ikke rigtig vidste, hvordan han skulle juble, og det blev derfor lidt akavet. Denne gang blev det dog fejret mere rutineret. Denne gang kunne jeg se med det samme, at den var inde, så jeg skulle bare ned og fejre det med fansene. De er der altid, i medgang og modgang. Ved andet mål gled jeg også på knæene, så man kan godt se, jeg er en glad dreng, og det er fedt at juble med gutterne også. På trods af, at det var hans mål der afgjorde Brøndbys skæbne, vil Lindstrøm ikke kalde sig selv for dagens helt. - Jeg synes ikke, jeg er en helt. Det er en holdpræstation. At jeg laver to mål i dag er selvfølgelig en bonus, men det er holdet, der er en enhed, som vinder kampen. Brøndby skal allerede i kamp igen om tre dage, når Horsens gæster Brøndby Stadion.