"Jobbe" sparkede Brøndby videre i Europa League efter forlængelse
Brøndby IF måtte ud i forlænget spilletid for at ekspedere KS Lechia Gdansk ud af Europa League. 19-årige Jesper "Jobbe" Lindstrøm blev helten med to mål i den

Brøndby IF måtte ud i forlænget spilletid for at ekspedere KS Lechia Gdansk ud af Europa League. 19-årige Jesper "Jobbe" Lindstrøm blev helten med to mål i den forlængede spilletid. FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport Hvis man, forud for kampen, havde troet at polakkerne ville stille sig defensivt og satse på at holde føringen fra første kamp, blev man hurtigt klogere. Polakkerne kom nemlig ud og spillede frisk til, og det var da også dem der først var tæt på en scoring, da Haraslin, som også voldte problemer i det første opgør, på baglinjen blev spillet fri af Josip Radosevic. Haraslin lagde et fladt indlæg ind foran mål, hvor Kevin Mensah var tæt på at løbe ind i bolden og dirigere den i eget net. Brøndby slap dog med skrækken. I stedet begyndte Brøndby at sætte sig på opgøret, og det gav hurtigt pote. De fleste af Brøndbys afslutninger i første halvleg blev rettet af, og det gav en del hjørnespark. Det første efter 14 minutter, og det smækkede Dominik Kaiser ind til forreste stolpe, hvor Paulus Arajuuri kom flyvende og pandede Brøndby foran. 1-0-føringen fik ikke Brøndby til at slappe af, tværtimod. De buldrede frem, og det gav af og til lidt plads defensivt, hvor polakkerne kunne køre kontra. Særligt Mladenovic på venstrekanten udfordrede gang på gang Kevin Mensah. Det var også det der skete, da polakkerne burde have udlignet efter en god halv times spil. Mladenovic vristede sig fri og lagde et fladt indlæg ind i feltet, hvor Haraslin kom stormende bagfra, men han afsluttede lige på Schwäbe, og Brøndby slap med skrækken. I den anden ende skulle der et hjørnespark til, før Brøndby igen fik en farlig afslutning. Igen var det Arajuuri der blev sigtet efter, og igen stod han fuldstændig umarkeret og headede kraftfuldt mod samme side af målet, men keeper Kuciak var vågen og hev en flot redning op. Kuciak var dog chanceløs minutter senere, da Simon Hedlund trak sig fri og hamrede bolden mod målhjørnet. Desværre for svenskeren tog underkanten af overliggeren fra i stedet, og selvom der bestemt havde været chancer til mere, gik Brøndby til pause med en 1-0-føring. Den stilling holdt dog kun syv minutter ind i anden halvleg, før føringen var blevet udbygget. Simon Hedlund fik tid og plads på højrekanten til at sende et fladt indlæg ind i fødderne på Kamil Wilczek, som flot satte en inderside på og dirigerede den ind i sidenettet. 2-0, og så kunne Brøndby ånde lettet op. Polakkerne virkede på dette tidspunkt desillusionerede og modløse, og Brøndby var tættere på 3-0 end Lechia var på 2-1. Ti minutter efter scoringen var det Simon Tibbling, som pludselig stod fri i feltet og sparkede mod nettaget, men igen var keeper Kuciak vågen og diskede op med en mesterredning. Det var i høj grad hans skyld, at polakkerne stadig var med i kampen. Og med i kampen, det var de. For blot fire minutter senere var der reduceret - og udlignet i den samlede stilling. Mladenovic fik tid og plads til at slå et indlæg ind midt i feltet, hvor Flavio Paixao rev sig fri og headede bolden ind bag Marvin Schwäbe. En kold spand vand i hovedet på Brøndby, som burde have været foran med tre eller fire mål på dette tidspunkt. Målet skabte ikke alene bekymrede miner på lægterne, men også paniske tilstande i Brøndbydefensiven, hvor polakkerne pludselig kunne få en chance ud af samtlige løse bolde der måtte dumpe ned på Brøndbys halvdel. Chancerne blev færre og færre, men efter 91 minutter burde Brøndby have bragt sig videre. Kamil Wilczek med et indlæg på tværs, hvor netop indskiftede Jesper Lindstrøm hamrede bolden langt over mål fra en favorabel position. Dermed endte kampen 2-1, og holdene måtte ud i forlænget spilletid. Den startede Brøndby klart bedst. Efter bare tre minutter leverede Kevin Mensah et helt fantastisk indlæg, som fortsatte til bagerste stolpe, hvor netop Lindstrøm kom glidende og med fodsålen trampede Brøndby på 3-1. I overtiden af forlængelsens første halvleg var det sågar tæt på at blive 4-1, da Jesper Lindstrøm og Kamil Wilczek spillede flot 1-2-spil. Lindstrøm endte med bolden på baglinjen, som han lagde bagud til Mikael Uhre, der kom stormende og hamrede bolden mod mål. Kuciak var igen mere end almindeligt vågen, og kunne med fingerspidserne vifte bolden på stolpen. To minutter inde i anden halvlegen af forlængelsen var det igen Lindstrøm, der kunne afgøre det, da han erobrede bolden på midten og driblede hele vejen til feltet og afsluttede fladt, men Kuciak var vågen. Returen lagde Mikael Uhre af til Dominik Kaiser på kanten af feltet, men Kaiser sparkede over mål. En detalje fra forlængelsen, som også er værd at nævne er, at Hjörtur Hermannsson samlede en løs bold op efter et hjørnespark. Islændingen, som vel afslutter en gang pr. sæson i gennemsnit, var vel 35 meter fra mål, men publikum råbte "SKYD!", og Hermannsson parerede ordre. Afslutningen var faktisk ganske fornuftig og strøg tæt forbi det polske mål. Tre minutter før tid kastede polakkerne alt frem i jagten på det avancementgivende mål. Det endte med en lang bold, som Paulus Arajuuri headede væk. Josip Radosevic forlængede clearingen med et saksespark, og så endte det med en friløber til Jesper Lindstrøm, der nærmest var alene på den polske banehalvdel. Han løb fra alt og alle og udplacerede sikkert Kuciak. 4-1, og så eksploderede stadion. Det blev resultatet, og Brøndby er dermed videre til tredje runde af Europa League-kvalifikationen, hvor Braga venter.