"Jobbe" mødte sin overmand og er færdig i Stay and Play Cup
Semifinalen blev endestationen for Jesper "Jobbe" Lindstrøm i FIFA-turneringen Stay and Play Cup. Han tabte søndag aften med 2-1 til svenske Jesper Karlström fr

Semifinalen blev endestationen for Jesper "Jobbe" Lindstrøm i FIFA-turneringen Stay and Play Cup. Han tabte søndag aften med 2-1 til svenske Jesper Karlström fra Djurgården. FOTO: Teis Markfoged Jesper "Jobbe" Lindstrøm har indtil videre imponeret stort i EA's FIFA-turnering Stay and Play Cup. Her har Brøndby-spilleren slået Olympique de Marseille, Chelsea og senest Roma ud. Denne søndag aften gjaldt det så semifinalen, hvor "Jobbe" skulle op mod svenske Jesper Karlström fra Djurgården. "Jobbe" sad i sin blå udebanetrøje på værelset i Brøndby Strand og hans FIFA-spillere var også iklædt den blå udebanedragt. Indledningen på kampen var stille og rolig, og begge parter så hinanden an. Det var dog "Jobbe", der var tættest på at spille sig til chancer, men Karlström fik afværget til sidst. Men pludselig slog svenskeren til. Han spillede sig flot igennem og bragede sig på 1-0 til Djurgården. Men ikke længe efter udlignede "Jobbe". Han driblede løs i feltet og sparkede sikkert bolden i nettet til 1-1. Det var også stillingen ved pausen. Svenske Jesper Karlström var godt spillende og midt i anden halvleg bragte han sig foran 2-1 efter et godt kontraangreb. "Jobbe" var presset og havde vanskeligt ved at spille sig til chancer. Til sidst i kampen kørte Karlström bare bolden rundt og frustrerede "Jobbe", som slet ikke kunne få sat et sidste tryk ind. Derfor endte det med en 2-1-sejr til svenskeren, som booker en plads i finalen, mens favoritten Jesper "Jobbe" Lindstrøm er ude af turneringen.