Jobbe: Jeg har glædet mig lidt mere til at ferien var slut end normalt
Jesper Lindstrøm var en af de 11 udvalgte fra start, da der i dag blev fløjtet op til sæsonens første træningskamp. Der var mange fremmødte på lægterne til et v

Jesper Lindstrøm var en af de 11 udvalgte fra start, da der i dag blev fløjtet op til sæsonens første træningskamp. Der var mange fremmødte på lægterne til et vaskeægte vestegnsopgør. FOTO: 3point.dk Jesper Lindstrøm spillede de første 45 minutter, og han havde følelsen af, at han fik efterladt et fint indtryk. - Det er selvfølgelig altid en hård kamp, når man er tilbage efter ferien. Jeg føler, vi gør det fint alligevel. Jeg kommer godt ind i kampen, og jeg har et par fine aktioner. Jeg ville måske gerne have haft bolden lidt mere, men det gik fint, når jeg var på den. Brøndby har op til denne sæson rykket flere spillere op i seniortruppen. En af dem er Jesper Lindstrøm, der derfor også glædede sig lidt mere til sommerferien, var slut end normalt. - Det er super dejligt at være sammen med store drenge. Man ligger lidt i sommerferien, og tænker på, man vil tilbage. Det er det her, jeg arbejder for og synes er fedt. Jeg har trænet en del med seniortruppen sidste sæson, men det er rigtig fedt at være en fast del af den nu. Jesper Lindstrøm håber på at kæmpe sig nærmere kamp-truppen næste sæson. Han er dog godt klar over, at der er mange dygtige midtbanespillere i truppen, og at det kræver hårdt arbejde. - Det er svært at sige, hvor jeg er i hierarkiet. Vi er flere dygtige midtbanespillere, og jeg vil gøre mit bedste for at blive en del af truppen hver gang, men det er ikke mig, der stiller holdet. Jeg nyder bare at spille fodbold her, også må jeg træne hårdt for at spille mig tættere på. Brøndby bragte i sidste uge en historie med Jesper Lindstrøm på deres hjemmeside, hvor han blandt andet nævnte, at hans sidste eksamen samt studentervognskørsel var placeret samtidigt med trænings-lejren i Polen. Han skulle derfor, sammen med den sportslige ledelse afgøre, hvad der var vigtigst. Jesper Lindstrøm er derefter blevet enig med Ebbe Sand om, at han skal færdiggøre skolen, så han kan fokusere på fodbold bagefter. - Jeg har snakket lidt med Ebbe Sand, vi er blevet enige om, jeg skal blive færdig med skolen, også kan jeg placere alt mit fokus på Brøndby efterfølgende. Jobbe er altså ikke med, når Brøndby spillerne tirsdag drager til Polen.