Jobbe: Det var min egen skyld
Jesper "Jobbe" Lindstrøm kigger indad, når han skal forklare, hvorfor han tidligere på året havde svært ved at komme på Brøndbys hold i U/17-Ligaen. Nu vil det

Jesper "Jobbe" Lindstrøm kigger indad, når han skal forklare, hvorfor han tidligere på året havde svært ved at komme på Brøndbys hold i U/17-Ligaen. Nu vil det 17-årige offensivtalent kæmpe for at blive fast starter på klubbens bedste U/19-hold. Jesper Lindstrøm med tilnavnet Jobbe er netop rykket op i Brøndby IF's bedste U/19-trup, hvor offensivspilleren vil kæmpe for at udvikle sig og gøre alt for at komme ind i start 11'eren. Lindstrøm glæder sig til den nye sæson, der sparkes i gang på lørdag. - For holdets vedkommende synes jeg bestemt, at vi kan komme op og spille med om medaljerne. Vi er i en liga med mange gode hold og dygtige spillere, så det bliver en hård, men fed sæson, siger Jesper "Jobbe" Lindstrøm til Tonsser. Netop en fast plads på holdet kneb det med tidligere på året, da de blå/gule kæmpede for en topplacering i U/17-Ligaen. Jobbe ser selvransagende tilbage op den frustrerende tid, som dog ikke varede ved. - I starten af året fik jeg ikke den spilletid som jeg havde håbet på, hvilket også var min egen skyld, for jeg følte, at jeg manglede en del, og jeg var heller ikke helt oppe på tæerne til træning, forklarer den nyoprykkede U/19-spiller oh fortsætter: - Efter seks kampe fik jeg chancen mod Randers. Der spillede jeg en rigtig god kamp og blev matchvinder med to kasser. Siden da er jeg blevet ved med at kæmpe og træne mit ypperste hver dag. Det har ført til, at jeg har udviklet mig utrolig meget og nu er i U/19-truppen. Brøndby sætter en utrolig stor ære i at udvikle de unge spillere Tidligere på sommeren skrev Jesper Lindstrøm under på en kontrakt med Brøndby IF, som løber til sommeren 2019. Det skyldes ikke mindst træningsmiljøet hos Brøndby Masterclass. - Brøndby gør det bedste for, at jeg og andre fodboldspillere kan udvikle sig på så mange måder som muligt. De arrangerer ekstra træning, hvis de føler, man har behov for det, de kommunikerer med spilleren, og til sidst gør de alt for, at man trives og har det godt i det miljø, som man er i hver dag, siger det 17-årige talent. - De sætter en utrolig stor ære i at udvikle de unge spillere. Klubben går meget op i at udvikle spillerne til at spille individuelt, men også som hold. Brøndby er gode til at sørge for, at man har det godt både på og udenfor banen, hvilket er med til at udvikle én personligt, slår Jobbe fast og forklarer, hvor tilnavnet stammer fra: - Mit kaldenavn “Jobbe” startede, da jeg spillede i B70 i Taastrup som fireårig. En af mine trænere begyndte at kalde mig “Jobbe”, og derfra er jeg blevet kaldt det af familie, venner og fodboldkammerater. Jesper "Jobbe" Lindstrøm kom til de blå/gule på Vestegnen som 12-årig og er som nævnt på kontrakt de næste to år. I mandags blev han skiftet i Reserveliga-kampen mod FC Helsingør, som Brøndby vandt 2-1.